E.I. EVENTS arrangerer:  

E.I.'s EFTERÅRS-MESSE 2011

Roskilde d. 29 oktober 2011

Vi gør opmærksom på at listen over sælgere på messen vil blive opdateret jævnligt.


15/10 Alle borde er udlejet

This page in English

Efter fem meget roste og succesfulde forårsmesser arrangeret i 2004-2008 gav vi i 2008 de danske hobbyister endnu en messe, en de så længe havde sukket efter - nemlig en sen efterårs-messe. Den succes gentager vi nu for fjerde gang her i 2011 og sørger for at DU kan slappe lidt af i selskab med hyggelige mennesker og i ligeså hyggelige omgivelser på sæsonens sidste danske messe. Sjællands hyggeligste og billigste messe for krybdyr, hvirvelløse dyr og tilbehør. 

Så giv dig selv en rigtig tidlig julegave; Sæt kryds i kalenderen d. 29. okt. og besøg messen i Roskilde.

 
Baggrunden

EfterårsMessen er på ingen måder en kommerciel messe, og den er heller ikke lagt an på at skulle give overskud. Det hele skal bare løbe rundt, hvile i sig selv. Det er noget vigtigere at folk får en god og hyggelig dag og går hjem med lutter gode oplevelser. Det er en messe til terrarie-folk, af terrariefolk og med terrariefolk. 
 
Vi har som formål at udbrede kendskabet til terrariehobbyen, og hjælpe folk til en god start. At tilbyde et bredt udvalg af terrariedyr af alle slags. At man kan købe både dyr, terrarie, foder og det hele samme sted og samtidig få en god og seriøs vejledning med i baglommen.

 
Hvad kan man forvente

Bag standene vil man kunne finde både private opdrættere af krybdyr og hvirvelløse dyr, som sælger ud af deres overskudsdyr, men også flere dyrehandlere. Der kommer desuden masser af terrarier og tilbehør.

 
Priser

Indgang koster 25 kr. pr. person.

Salgsbordene, som måler 150 x 80 cm koster 75 kr. pr. stk. Hvis du bestiller over 5 borde, vil bord nr. 6-7-8 etc. koste 100 kr. pr.stk. Højeste antal borde pr. stand vil være 10 stk. Det er altså ikke muligt at leje mere end 10 salgsborde pr. person/sælger. Inkluderet i bordprisen er gratis morgenmad samt kaffe hele dagen. 

Elektricitet koster 20 kr. ekstra pr. stand (husk selv at medbringe forlængerledning). 

Der skal desuden bestilles stole til standen. De koster 5 kr. pr. stk. 

Hvert bord giver gratis adgang for 2 personer, der kan dog maksimalt komme 4 personer ind pr. stand. Altså 1 bord giver adgang for 2 personer, 2 borde giver adgang for 4 personer, 3 borde giver adgang for 4 personer o.s.v..

 
Bordbestilling

Den nemmeste måde at bestille dit salgsbord er ved at udfylde formularen her (klik her) da vi så får alle de oplysninger vi skal bruge. I nødstilfælde kan der bestilles hos Tom Larsen på tlf. 4635 5164 eller e-mail tom@einet.dk

Bordet er først reserveret, når pengene er indbetalt på E.I.’s konto i BG-Bank reg.nr. 1551, kontonr. 10159660. Husk at dit navn skal medsendes indbetalingen.

Når din indbetaling er modtaget, vil du modtage en bekræftelse. Derefter har du 2 uger til at indbetale bordlejen ellers frafalder din reservation igen. HUSK: Du skal ikke sende penge, før du har modtaget en bekræftelse på, at der er ledige borde.

 
Oversigt over sælgere på messen

Finder du ved at klikke her.

 
Tider

Dørene åbnes for sælgerne kl. 7.30 og lukkes igen kl. 9.15. Alt skal være på plads senest kl. 9.30, da dyrlægen kommer forbi og tager et tjek på, at alt er i orden.

Selve messen er åben for publikum fra kl. 10-16.

 
Adresse

Adressen er Kildegårdshallen, Helligkorsvej 5 i Roskilde.

Kommer man med bus, tager det ca. 10 minutter fra busstationen. Flg. busser kan bruges nr. 230, 602 eller 829.

 
 
Forplejning

Der vil være salg af sodavand, kaffe, the, kage og sandwich på messen.

Som altid vil der være gratis kaffe til sælgerne under hele messen samt gratis morgenmad fra kl. 7.30-9.45.

 
Yderligere spørgsmål omkring salgsmessen eller bordudlejning?
Kontakt Tom Larsen på tlf. 4635 5164, e-mail tom@einet.dk
 
Praktiske oplysninger – kasse/dyregarderobe

Loven om forbud mod tilførsel af dyr ved en messe, EFTER dyrlægens tilsyn, håndhæves nu kraftigt i Danmark. Vi har derfor fundet en løsning for dig med salgsdyr og aftalte handler, men uden salgsbord, og vi synes løsningen passer meget godt ind i messens øvrige koncept.   
Vi indfører en "kasse-garderobe", så det vil være muligt at aflevere en kasse med dyr ved indgangen. Denne service er naturligvis ganske gratis, vi vil selvfølgelig ikke være bekendt at tage penge for den slags. Kasserne, der afleveres ved indgangen, skal være forsynet med både navn og tlf.nr. og det hele foregår ved et lille billetsystem, som man kender det fra rigtige garderober. Det vil selvfølgelig også være muligt at fylde dyr indkøbt på messen i den afleverede kasse, så man ikke behøver slæbe rundt på dem.

Der gøres opmærksom på at ovennævnte aflevering og opbevaring sker på eget ansvar.
 
Regler omkring Jule-Messen 2011
  • Rygning er ikke tilladt i hallen, og der sælges ikke øl.

  • Skader på hallens inventar skal erstattes.

  • Dyr som blev forbudt at holde og handle pr. 1. januar 2003 i Bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr m.v. vil selvfølgelig ikke blive toleret på salgsudstillingen, og ejeren vil blive bortvist.

    De forbudte dyr omfatter blandt andet følgende:

    Krybdyr:
    Krokodiller og alligatorer.
    Alle former for giftslanger samt følgende furetandede snoge: Liansnoge, Boomslanger og arter fra slægten Rhabdophis.
    Kvælerslanger af arterne Tigerpython, Klippepython, Netpython og Grøn Anakonda.
    Båndvaran, Nilvaran & Centralafrikansk Nilvaran

    Edderkopper:
    Atrax robustus, Phoneutria nigriventer, Loxosceles reclusa, Tegenaria agrestis, Latrodectus spp. og Sicarius spp.

    Skorpioner:
    Androctonus spp., Buthus spp., Centruroides spp., Tityus spp., Hottentotta spp., Leiurus spp. og Parabuthus spp.

    Skolopendre: Scolopendra gigantea og Scolopendra heros.

  • Dyr opført på Washingtonkonventionens CITES liste I/bilag A er ligeledes forbudt at handle på salgsudstillingen, medmindre ejeren er i besiddelse af de lovpligtige CITES-certifikater.

  • Omkring opbevaring af dyr til salg på salgsudstillingen står følgende i Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr Nr. 674 af 14. juli 2003, Kapitel 3
    "Dyrene skal opbevares på en måde, der tilgodeser det enkelte dyrs fysiologiske og adfærdsmæssige behov. Ethvert dyr skal have tilstrækkelig plads til at kunne stå op og ligge ned i dets naturlige stilling. Bure, kasser, bokse og lignende skal være rummelige og afpasset efter dyrs art og antal. Samtidig skal de være konstrueret og vedligeholdt på en sådan måde, at de ikke kan påføre dyrene skade eller væsentlig ulempe. Der skal desuden være frisk vand tilgængeligt samt varme ved de dyr, der har brug for det."
    Vi har dog fået dispensation fra Justitsministeriet fra den del af denne bekendtgørelse, som omhandler vand til rådighed i terrarierne. Det vil ikke være nødvendigt at dyrene har frisk vand til rådighed under messen – medmindre de selvfølgelig har brug for det (sumpskildpadder o.lign.) – så længe de har adgang til vand umiddelbart før og efter messen.

  • Under salgsudstillingen skal dyrene opbevares i flugtsikre bure/bokse.

  • Håndtering af dyrene bør undgås. Hvis det ikke er muligt, sker al håndtering på sælgers/ejers ansvar. Det er sælger eller, hvis dyret er solgt, ejer, der har det fulde ansvar for dyret under salgsudstillingen.

 

  • Da det er et krav, at alle dyr, der er på messen, skal kontrolleres af den tilsynsførende dyrlæge, gør vi opmærksom på, at det er forbudt at tilføre dyr til messen, efter dørene lukker for udstillerne kl. 9.15.