Oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 18

Smælderne er forholdsvis små biller, som er meget udbredt over hele kloden. De tilhører gruppen Elateridae og der findes ca. 8000 arter af smældere i hele verden, 150 af dem er europæiske. Man kan tit møde dem i baghaven om sommeren, hvor de gerne optræder på slap line, hvis man tager dem op fra græsplænen og kigger nærmere på dem.

Larven
Larven er gul- eller rødbrun og glat og ligner nærmest en aflang melorm. Det bagerste led af larven er forsynet med en eller flere små torne, som bruges af forskere til at kende de enkelte arter fra hinanden. Den lever af iturevne blade, frønede grene af f.eks. eg og af rødder fra en lang række forskellige planter. Enkelte arter er rovdyr som larve, men det er meget uvist i hvor stort omfang. Larverne kan gøre megen skade i f.eks. kornmarker, fordi der kan forekomme helt bizart mange larver i et område. Faktisk kan en ha. mark indeholde helt op til 17 millioner larver! Desuden er det bemærkelsesværdigt at larven lever i 2-6 år, hvilket også er med til at gøre smælderen til fjende for landbruget. Dog findes der tricks som kan udrydde en del larver, f.eks. pløjning, især om efteråret, så larverne kommer op i det tørre, øverste lag jord og dør p.g.a. udtørring. Desuden er der mange fugle som elsker den slags larver.

Billen
Den voksne bille lever af pollen, nektar og plantevæv. Billerne, som lever i 10-12 måneder, varierer i længden fra ½ til 8 cm., men de fleste bliver ikke større end et par centimeter. De kan ses fremme i maj - juli, hvor de på det korte stykke tid skal nå at parre sig og lægge æg i jorden, som oftest er bevokset med græs. Kroppen på billen er næsten fladtrykt. Vingerne er ofte ret tilspidsede bagtil og farverne er mest beskedne, mørke brune og sorte nuancer, dog findes der smældere med hidsige farver og metalagtigt skær. Pyrophorus noctiluca, som lever i Vestindien, har to lysende pletter på thorax (brystet) som giver et ret kraftigt grønligt eller blåligt lys. Det er en ret stor bille som bliver op til 6 cm. lang, og dens larve har specialiseret sig til at leve af sukkerrør.
I Danmark er en af de mest almindeligt forekommende arter den sortbrune Lacon murinus som har smalle, lysegrå og brune skæl over hele kroppen. Dens følehorn og ben er rødlige, og den bliver højst 2 cm. lang. En anden art, som faktisk ynder at optræde som skadedyr herhjemme, er Agriotes lineatus, også kaldet kornsmælder eller stribet kornsmælder, og invaderer græsmarker. Når en invaderet græsmark så skal opdyrkes med korn, bliver larverne bare liggende i jorden (de lever jo i mange år) og gnasker løs af de nye lækre kornrødder som de får serveret. Billen er kun ca. 2 cm lang og har et sort/mørkebrunt bryst. Dækvingerne er lysebrune med smalle mørkebrune striber på langs. Dog kan farven på såvel thorax som dækvinger nuancere en hel del, hvilket gælder for de fleste smældere. Andre almindelige arter er: Ctenicera pectinicornis (kamhornet smælder) som er omkring 2,5 cm lang og stærkt grøn eller kobberfarvet, afhængig af lokation. Ctenicera cuprea har et kobbergyldent bryst, hvidgule dækvinger med sorte spidser og er en halv cm. mindre end den kamhornede smælder. Oedostethus quadripustulatus er lige så flot som det snobbede navn antyder. Den er helt sort med to gule pletter diagonalt som en mariehøne, hhv. på det bagerste af dækvingerne og på det forreste, lappende lidt henover thorax. Den lever tæt ved vandløb. Den sidste almindelige smælder jeg vil beskrive har det bizarre navn Athous haemorrhoidalis og ligner meget den stribede kornsmælder, bortset fra at den er ca. 2 cm lang og har grå eller brune hår på kroppen.

Den levende flitsbue
Det særlige ved denne familie af biller er at de kan springe op i luften. Ikke bare på den samme måde som f.eks. knælernymfer og græshopper.
Hvis en smælder er kommet til at ligge på ryggen kan den ikke bare vende sig om som så mange andre biller. Dens ben er for korte til at kunne få fat i underlaget og vride sig på ret køl igen. Derfor har den udviklet den ejendommelige egenskab at spænde sin krop som en lille flitsbue eller fjeder (bogstaverne i det flg. refererer til tegningen). Den bukker bagover (a) midtpå (d.v.s. at thorax og abdomen (bagkrop) skydes ned mod underlaget) og låser leddet fast i den stilling med en lille torn som sidder på undersiden af brystet. Tornen sætter sig i spænd på kanten af et lille hul i undersiden af bagkroppen. Når den så er parat til at ryge op i luften, flytter den tornen fra leddet så den klikker ind i hullet. Derved svirper midten af billen tilbage (b), knalder ned i jorden og får hele billen til at ryge til vejrs i bedste James Bond-stil, og med en fart på 2,4 meter i sekundet. Dette sker med et smæld, som er grunden til smældernes navn. De fleste biller kan skyde sig omkring 15 cm. op (rekorden er faktisk 30 cm.), hvorefter de vender sig i luften (c) og lander (d) mere eller mindre elegant, afhængig af hvor de lander. Det sker ofte at en bille lander på ryggen igen, og så må den bare forsøge en gang til. Denne mekanisme er også et ret effektivt værn mod fjender.
Smældere bør efter min mening ikke holdes i terrarium. Der er ikke nogen god grund til det. De er kun ret interessante i tre måneder af året, og på grund af deres lange liv som larve og korte tid som bille vil det tage utroligt lang tid at få en kultur op at køre. Desuden er det ikke særligt svært at finde billerne hvis bare man kigger på græsbevoksede arealer rundt omkring i landet. Hvis man kunne få fat på nogle af de (ofte farverige) udenlandske og mere varmekrævende smældere kunne man måske holde dem, men det har jeg endnu ikke hørt eksempler på. Dog kan man have glæde af de danske smældere i form af deres larver. Lars E. Skov nævner at det kan være meget givtigt at gå på rov efter bl.a. smælderlarver om vinteren, hvor de findes i gamle træstubbe o.l. Larverne er en ren lækkerbisken for mange insekter og krybdyr, og det er jo unægtelig en stor fordel, da der som regel opstår en død periode hvor det er svært at skaffe varieret og godt foder.