PLATYMERIS BIGUTTATUS -

Rovtæger - et interessant bekendtskab

- Af Tom Larsen (oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 7)

Rovtæger er nogle af insektverdenens små seje fyre, det er jo ikke for ingenting at de på engelsk kaldes assassin bugs (assassin betyder snigmorder eller attentatmand). Så er stilen ligesom lagt, og vi ved hvad vi har med at gøre.

Rovtægerne hører til i familien Reduviidae og der findes ca. 5000 arter. De fleste lever i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika, men der er selvfølgelig også en del i Afrika bl.a., og det er netop en af dem, som vi skal have fat i her.

Men lad mig lige fortælle lidt mere om rovtæger i almindelighed. Dyrene er rimelig flade og kropsformen er oval. I den ene ende (!) sidder det lille, meget bevægelige hoved med forholdsvis store øjne og lange følehorn. Den drabelige "snabel" er foldet op under hoved og krop. Mange arter er desuden flot farvede f.eks. rød, gul og lyserød.

Platymeris biguttatus, som det her skulle handle om, er matsort. På vingerne har den to gullig-hvide pletter (diameter ca. 3 mm.) og på benene et bredt gult bånd.

Som så mange andre insekter har den ikke noget dansk populærnavn, men hvis den havde, ville den højst sandsynlig, med vanlig opfindsomhed, hedde hvidplettet rovtæge.

De største hunner kan nå en længde på helt op til 4 cm., mens hannerne som regel ligger omkring de 3,5 cm.

Levestedet er de tropiske regnskove i Vestafrika. Man finder dem på skovbunden eller i bundvegetationen, hvor de, ofte skjult, sidder og lurer efter et bytte.

I Østafrika findes Platymeris rhadamantus, som har samme levevis og udseende som Platymeris biguttatus, blot er deres vingepletter røde ligesom båndet på benene.

Dyrene skulle desuden kunne flyve, men hverken jeg eller Kenneth Aagesen, som har begge arter, har nogensinde set det.

Rovtægerne lever af andre insekter, som de som regel løber op, de er rimelig hurtige, og hugger den lange, spidse "snabel" i. Gennem "snablen" sprøjter de så et fordøjelsessekret (gift) ind i byttet, som bliver lammet, og derefter udsuger de så det stakkels bytte. (tju-hej hvor det går). Som bytte tages fårekyllinger, fluer, melorm, maddiker o.lign. Faktisk kan de tage voksne dubia-kakerlakker og vandregræshopper.

Terrariets mål bør være mindst 30 cm. på alle ledder, og en god ting vil være at beklæde siderne med kork eller bark, så dyrene har mulighed for at løbe lidt rundt. Hvis man beklæder siderne med kork eller bark, vil et godt tip være ikke at lade korken støde helt op til frontåbningen. Lad 4-5 cm. være fri, så dyrene ikke kan nå åbningen fra korken, så har man lidt mere styr over dem når man ordner terrariet eller fodrer.

Grene til at klatre i bør heller ikke mangle, noget som især nymferne gør meget.

Hvis man satser på at holde flere generationer (både voksne og nymfer) i samme terrarie, skal man sørge for tilstrækkelig mange skjulesteder, ellers vil en gruppe dyr af ca. samme størrelse kunne anbefales. Men hvis man fodrer regelmæssigt skulle man kunne undgå kannibalisme. Under fodring har jeg ved flere lejligheder set dyrene stikke "snablen" i hinanden i deres iver for at få en bid af kagen, de trækker den dog hurtigt til sig igen, og der har endnu ikke været nogen dødsfald på den konto. Husk forøvrigt at rense ud i terrariet ind imellem. Der kan gå mider og andet kryb i de udsugede byttedyr.

Bundlaget skal være 3 cm. højt og f.eks. bestå af ugødet spaghnum, som holdes let fugtigt. Hver anden eller tredie dag skal terrariet overdusches. Selvom rovtægerne, ligesom mange arter knælere, skulle få deres væskebehov dækket gennem foderet, bør man stille en lille skål med frisk vand ind i terrariet.

Temperaturen i terrariet skal om dagen ligge på 28-30º C. og om natten falde til stuetemperatur.

Parringer ser man sjældent, da de ofte højst varer 3 minutter. Ca. 14 dage senere vil hunnen begynde at lægge æg. Som regel bliver de lagt ovenpå bundlaget, men hun kan finde på at lægge dem lige under jordoverfladen. De lysebrune æg med det lille hvide uperculum (låg), kan man samle ind og ligge i en separat beholder med fugtigt spaghnum eller sand.

Ved en temperatur på 28-30º C. klækker ægget indenfor to måneder, og ud kommer en lille knaldrød nymfe. I løbet af nogle dage vil den blive sort, men hver gang den har skiftet ham vil den være rød en tid, og derefter blive sort igen. Efter 5-6 måneder er nymferne voksne. Kønsforskellen kan ses på undersiden af dyrene, hvis de f.eks. kravler på glasset (se tegning). Rovtægernes levetid er ca. 1 år.

Som foder til nyklækkede nymfer er det bedste "mikro-orm" eller små melorme, men også nyklækkede fårekyllinger eller bananfluer kan bruges. Spyfluemadikker er en underholdende ting at fodre med. De små nymfer springer op på "ryggen" af madikken, som er tre gange større end nymfen, og stikker snablen ind. Når de så har suget så meget de orker, lader de sig nærmest rulle af, og prøver at slæbe sig afsted med deres store bagkrop, der nærmest ligner en ballon. Melorme er også meget sjove at fodre med. Ofte sidder der en lille rovtæge i hver ende af melormen og suger i sig. Foderets størrelse reguleres efterhånden som dyrene vokser.

Og så kommer vi til den alvorlige del. Rovtæger er ikke noget man holder for sjov, deres gift er ikke til at spøge med. Det er især de store nymfer og de voksne dyr man skal være lidt varsom med. Hvis man skal håndtere dyrene, er det bedste man kan gøre at få dem bugseret ind i en bøtte eller bruge en pincet. Du skal under ingen omstændigheder tage dyrene med de bare hænder, og det hjælper heller ikke at tage handsker på. Rovtægen kan nemt stikke igennem. Et stik i fingeren forårsager en meget stærk smerte opad armen og indover brystet. Smerterne kan vare helt op til 24 timer. "Nå" tænker du så,"Så tager jeg dem da bare med pincetten". Her anbefales beskyttelsesbriller (man skulle tro det var nytårsaften). Dyrene kan, når de føler sig truet, og det gør de selvfølgelig når der bliver klemt på dem med en jernting, sprøjte med deres gift. De drejer lige hovedet og slår "snablen" ud og , vupti, ud skyder en giftstråle på ca. 30 cm. med retning mod dine øjne. Giften er ætsende, og hvis man bliver ramt i øjnene, er der ikke meget andet at gøre end at skylle og skylle, og så hurtigst muligt få fat på en øjenlæge, da faren for en beskadigelse af hornhinden er temmelig stor.

Hyggelige små fyre, ikke? Bestemt et nærmere bekendtskab værd.