-Af Thomas Boston
 Min lividum-hun i fuld figur |
Haplopelma lividum er efterhånden en af de fugleedderkopper som de fleste hobby-folk kender. Berømt pga. sine elektriske, dybe metalblå farve. Berygtet for sit hidsige temperament. Den er særdeles populær, men dog ikke særligt udbredt i fangenskab, hvilket også gør sig gældende for mange af dens slægtninge blandt de asiatiske, rørboende edderkopper. Desforuden er Haplopelma lividum eller "The Cobalt Blue" relativt ny indenfor hobbyen. Billedet burde tale for sig selv... |
Levested
Haplopelma lividum er fundet i både Thailand og Burma´s fugtige skovområder,
men jeg har ikke kunnet skyde mig nærmere ind på habitaten. Præcise oplysninger
om indsamlingsstedet er ellers den bedste inspirationskilde når man skal
gætte sig frem til hvordan dyret skal holdes. Dernede er der i hvert fald
fugtigt og varmt…
Lidt formaliteter og navngivning
Haplopelma slægten hører til inden for underfamilien Ornithoctoninae
og indeholder bl.a. følgende arter:
H. albostriatum, H. costale, H. doriae, H. lividum, H. minax, H. robustum,
H. salangense og H. schmidti (forvekslet med Selenocosmia huwena)
Andre genus indenfor underfamilien Ornithoctoninae:
Citharognathus, Cyriopagopus, Lampropelma, Orntithoctonus, Phormingochilus
Andre tunnellevende theraphosid-genus der ofte forveksles med Ornithoctoninae:
Coremiocnemis, Selenocosmia
Navne-ændringer:
Melopeus er ændret til Haplopelma
Haplopelma lividus er ændret til Haplopelma lividum
Lampropelma
violaceopedes er ændret til Lampropelma violaceopes
Fælles for stort set alle asiatiske rørboere er den karakteristiske kropsbygning; de korte, kraftige ben og et slankt, ovalt rygskjold.
Der findes mange uidentificerede ederkoppe-arter i handelen, men mht. de asiatiske tunnelgravere, er det mest præcise udtryk nok "totalt ged i den". Mange af disse arter bliver solgt som "Thailand Black", "Malaysian/Indonesian/Vietnamese Black Velvet", "Thai Earth Tiger", "Java Birdeater", "Tiger Blue" og andre sørøver-navne uden nogen bagvedliggende identifikation. Derfor er det meget svært at være sikker på hvad det er man køber, specielt når der er tale om vildtfangede partier bestående af "alt godt fra junglen".
Der er megen forvirring om rørboerne - så det bedste man kan gøre i den situation, er nok at søge og udveksle al den information man kan og forsøge at få kræene artsbestemt. Men det kan altså være fantastisk svært. Endvidere kan det godt betale sig at gå dyrehandlerne på klingen - i det mindste for at få at vide hvor krapylet er indfanget.
Beskrivelser
Haplopelma lividum eller "The Cobalt Blue"
er med sine fantastiske blå farver langt den mest populære af alle de
asiatiske rørboere, men der findes alternative arter der dog ikke er ligeså
velkendte. Populærnavnet "den koboltblå" kommer af hunnens udseende og
siger ikke så forfærdelig meget om hannen. Hannerne og hunnerne af Haplopelma
lividum ligner nemlig langtfra hinanden.
Lad os starte med hunnerne af arten. Det er mellemstore, relativt kraftigt byggede fugleedderkopper med en kropslængde der typisk ligger omkring 6 cm og et benspand på mellem 12 og 14 cm.
Stort set alle jordlevende edderkopper fra Den Gamle Verden er korthårede og alle mangler de evnen til at smide brændhår. Dette gælder naturligvis også H. lividum. Abdomen (bagkroppen) er rund og kan være mørkblå/grå med mørke tværgående striber. Cephalothorax (brystpladen) og chelicerene (kæbepartiet) er lysgrå, men jeg har set billeder af og er selv i besiddelse af et eksemplar med en svagt lysblå cephalothorax. Undersiden af edderkoppen er sort i grundfarve. Benene er kraftige og mørkeblå, men set i belysning giver de et kongeblåt metalagtigt skær der er helt igennem fantastisk.
En overgang blev H. lividum forvekslet med en nær slægtning, Lampropelma violaceopes, der er stort set identisk, men har en lidt anderledes farve i form af et mere grønligt skær på benene (ikke violet som navnet ellers antyder). Altså Lampropelma violaceopes er ikke det samme som H. lividum.
Hannerne af arten er som hos de fleste asiatiske rørboere mere spinkle og med meget lange forben. Farven hos hannen er gennemgående grå i forskellige nuancer, benene er mørke med lysgrå striber og et svagt blåt skær. Cephalothorax er lysbrun med et gyldent skær. Det skal lige siges, at denne karakteristik af hannen er bygget udelukkende på baggrund af billeder og indhentede oplysninger, da jeg aldrig har set et levende eksemplar (der arbejdes naturligvis på sagen).
Ungerne er grå-brune og udvikler først den karakteristiske blå farve som halvvoksne individer. Får du derfor tilbudt sådan en lille brun djævel - så slå til med det samme. Den gror hurtigt og vinder virkelig i længden. Skulle der være tale om en han, er det ikke nogen katastrofe, da der er mange der gerne vil have opdræt på en sådan edderkop. Skulle nogen være i besiddelse af et virilt eksemplar eller nogle unger som de vil af med, så afbryd venligst læsningen nu og kontakt denne artikels forfatter.
Adfærd
Alle Haplopelma-arter vil grave dybe tuneller som de vil fore med
spind, dels for at stive tunnelsystemet, dels for at holde det rent. Endvidere
tjener spindet som en værdifuld forbundsfælle i det øjeblik byttet trækkes
ned i tunnelsystemet.
Er der plads til det, vil man i visse tilfælde kunne se at edderkoppen laver flere ind- og udgange hvor den kan dukke op fra uden varsel.
Temperament
|
Nallerne væk! |
Som hovedregel gælder det at de alle tunnelgravende edderkopper er decideret aggressive. Jeg har endnu ikke hørt en eneste historie om at det modsatte skulle være tilfældet så derfor udviser jeg altid stor forsigtighed når jeg skal "rode med med dem". Haplopelma lividum har ry for at være en af de slemmeste og har nærmest status som "frygtet" indenfor hobbyen - selv blandt erfarne. Dog finder jeg, at skrækhistorierne om disse edderkoppers temperament ikke er helt så fortjente. Jeg har set Psalmopeus, Poechilotheria og Stromatopelma, Heteroscodra, Pterinochilus-arter der virker noget mere aggressive. |
Langt de fleste sky fugleedderkopper vil til hver en tid foretrække at flygte til et sikkert skjul fremfor at blive konfronteret med en forstyrrer eller eventuel prædator. Det samme gælder selvfølgelig for asiatiske tunnelgravere. Hvis de har masser af substrat og har fået lov at grave deres tunnelsystem, lader de for det meste være med at flippe ud. I stedet forsvinder de ned tunnelsystemet hvor de bliver til "faren" er drevet over. Dette er blandt andet en af grundene til, at en edderkop som Haplopelma lividum skal have masser af substrat. Ellers bliver de simpelthen stressede, aggressive og risikerer at tage billetten i sidste ende. Surt for edderkoppen og surt for ejeren.
Lufftfugtighed og temperatur
Haplopelma lividum foretrækker fugtig
jord/muld samt en luftfugtighed på omkring de 80 %, hvilket kræver daglig
"dusch" afhængig af ventilationen i terrariet. Alligevel skal der (som
sikkerhedsforanstaltning) helst stå end vandskål så edderkoppen kan drikke.
Ydermere skal edderkoppen holdes relativt varmt jvnf. habitaten.
Det eksemplar jeg har holder jeg ved ca. 27 grader om dagen og 23 grader om natten. Terrariet er så fugtigt at det dugger let på glasset og jeg må tilstå at jeg ikke kender den præcise luftfugtighed da jeg ikke har det apparat der skal til, nemlig et hygrometer. Som hovedregel er luftfugtigheden kritisk og må ikke komme under 70%.
Lys og substrat
- se original artikel
Fodring
-se original artikel
Anbefaling
Som det fremgår af denne artikel, er jeg ganske begejstret
for Haplopelma lividum, men derfor er ikke sikkert at du
vil være det. Hvis jeg skal være objektiv, vil jeg sige at der er tale
om en ekstremt attraktiv edderkop, som kræver pleje og kendskab udover
det sædvanlige. Endvidere har den - som alle andre edderkopper - sine
plusser og minusser. Jeg synes jeg har opsummeret det så resten må vel
egentlig være op til dig.
Jeg vil ikke anbefale asiatiske tunnelgravere til nybegyndere.
Som situationen er nu, hører Haplopelma lividus til en af edderkopperne i den høje prisklasse, dels grundet at den er eftertragtet, dels grundet manglende avl. Avl er tydeligvis ikke noget der nogensinde er forekommet her i Danmark, men hos enkelte udenlandske avlere, der i hvert fald ikke deler lividum-hanner ud ved dørene.
Arter som T. blondi og Brachypelma auratum/boehmi/emilia/smithi der nu har nået et acceptabelt niveau som følge af en større udbredelse. Problemet ligger nu hos mange af de "nye arter" såsom visse Megaphobema, Citharischius, Ephebopus, Brazilopelma, Acanthascurria og ikke mindst - Haplopelma-arter.
Måske er det noget som du kan ændre?
Juridisk meddelelse:
Artiklen må ikke videregives eller citeres uden forfatterens tilladelse.
Det er tilladt at printe en kopi ud til personlig brug.