Heteroscodra maculata

- en pendant til Poechilotheria-arterne?

Af Christian Bloch, E.I. no. 1

Navnet Heteroscodra maculata er for utrolig manges vedkommende ikke særlig kendt. Man har måske hørt det omtalt et par gange, men egentlig ikke bidt mærke i det. Det var ihvertfald tilfældet for mit vedkommende, da jeg en sen regnfuld novemberaften blev ringet op af en bekendt i det indre København. Han fortalte han havde forskelligt til salg, bl.a. en hun af Heteroscodra maculata. Da jeg i forvejen havde alle de andre arter han tilbød til salg, købte jeg denne hun, for at se hvad det var for noget. Jeg må dog også tilstå at jeg blev noget overrasket da den ankom. Denne edderkop blev hos mig i tre år, før jeg desværre måtte skille mig af med den p.g.a. pladsmangel, men nu om selve arten.

Beskrivelse:
H. maculata er en mellemstor fugleedderkop, d.v.s. et kropsmål på ca. 60 mm. for en kønsmoden hun med et benspænd på ca. 140 mm. Hannen opnår et kropsmål på ca. 40 mm. og et benspænd på ca. 120 mm.

Udover størrelsen, er et andet kønsdimorfistisk kendetegn hannens apophyser (kroge) på det forreste benpars tibia samt sædreservoir på palperne. Desuden vil hannen udmærke sig ved at have lange hår på benene. Farven er ens for begge køn, nemlig cremehvid med markante sorte tegninger på ben og bagkrop. Desuden vil cephalothorax (forkrop) se ud som om der var blevet lagt et stykke fintmasket gaze henover det sorte cephalothorax i tidernes morgen. Hunnen vil være meget korthåret, som de fleste andre afrikanske ederkopper, bortset fra hannen der, som før nævnt, er temmelig lådden. Chelicererne (kæberne) er lange og slanke, og vil ved første øjekast synes at være et aldeles glimrende forsvarsvåben.

Som nogle af jer måske ved er mange fugleedderkopper i besiddelse af nogle hår som populært (meget rammende) kaldes "brændhår". Dette gør sig dog ikke gældende for H. maculata, eller nogen anden afrikansk art for den sags skyld, hvorfor det er således vides ikke med sikkerhed, men som en kuriositet kan nævnes at evnen til at kaste brændhår kun forefindes hos underfamilierne Avicularinae, Ischnocolinae og Theraphosinae. Sagt med andre ord, evnen til at kaste brændhår forefindes kun hos fugleedderkopper fra Europa, Nord- og Sydamerika. Jeg mener efterhånden det er tiltrængt at få slået fast, at brændhårene sparkes af med bagbenene fra bagkroppens sider og overside.

Forekomst:
H. maculata forekommer i Ghana og Nigerias skove og vil bygge sit spind (der forøvrigt er ganske nydeligt) mellem barkstykker og grenvinkler. Undertegnede har fået fortalt at H. maculata også skulle forefindes i Cameroun. Dette skyldes efter mit skøn en forveksling med H. crassipes, da der ikke foreligger nogen som helst videnskabelig dokumentation for, at H. maculata skulle forefindes der.

Terrariet:
Efter min bedste overbevisning kan fugleedderkopperne opdeles i tre hovedgrupper, nemlig trælevende, bundlevende og tilsidst de rørboende. H. maculata hører, som den kvikke læser sikkert har opdaget, til de trælevende arter. Dette bør man naturligvis tænke på, når man indretter sit terrarie. Da arten ikke er særlig stor, vil pladskravet da også være der efter, et terrarie på ca. 35x35x30 cm. (lxdxh) vil være passende. Bagvæggen bør man beklæde med korkbark, dels for at edderkoppen har noget at kravle på, og dels fordi det ser ganske dekorativt ud. Man bør også sætte et par planter ind i terrariet, både for at opretholde en god luftfugtighed (60-70 %) og for at etablere et godt klima. Af planter jeg selv har anvendt er forskellige orkideer, Jerichos rose og fugleredebregne . Man bør bestræbe sig at holde så kraftige planter som muligt, da bladene højst sandsynligt vil blive brugt som støttepiller ved edderkoppens retrætebyggeri. I selve spindet foregår mange af de livsnødvendige processer, bl.a. hamskiftet, det er derfor af stor betydning at man tillader edderkoppen at bygge sit spind.

Bundlag i terrariet bør ikke mangle. Man kan til dette formål bruge spaghnum (ugødet). Tykkelsen af dette er til gengæld mindre vigtigt, en 6-7 cm. vil jeg mene er tilstrækkeligt, da planterne jo skal have noget at slå rod i.

Frisk vand bør ikke mangle. Dette kommer man lettest udover ved at stille en vandskål ind i terrariet og skifte vandet 3-4 gange om ugen. Endelig bør terrariet overbruses 2-3 gange om ugen med en blomsterforstøver.

Foder:
Selvom H. maculata ikke er så stor og kraftig som flere andre afrikanske arter, tager den dog et relativt stort bytte. Dette kan f.eks. være voksne vandregræshopper, voksne fårekyllinger, halvvoksne hvæsende kakerlakker, museunger o.s.v. Som andre fugleedderkopper vil H. maculata spinde et spind på jorden, og herpå lægge byttet og bagefter spinde over det. Nogle mener at denne adfærd er en slags pendant til andefuglenes gumpkirtel, der producerer D-vitamin, nogle mener også at spindet indeholder stoffer, der assisterer ved den ekstraorale fordøjelse. Jeg og mange andre mener dog, at det simpelthen hænger sammen med at edderkoppen ellers vil kværne byttet i stykker, hvis der ikke var noget til at holde sammen på det. Jeg er overbevist om at alle der har set en fugleedderkop spise, vil være enig med mig i dette.

Parring:
I tidens løb har jeg kun prøvet to parringer. Dette hænger tildels sammen med voksne hanners korte levetid på ca. 6 måneder, og dels at arten trods alt ikke hører til de hyppigst holdte i terrarier.

For at gøre en lang historie kort mislykkedes den første parring totalt, hannen blev ædt, før han nåede at signalere.

Den anden parring forløb forsåvidt som den skulle. Jeg lukkede hannen ind til hunnen, og han begyndte at tromme, hunnen trommede tilbage, og hannen nærmede sig forsigtigt og kærtegnede hendes ben. Hun rejste sig på bagbenene og blottede giftkrogene, og derfra hvor jeg sad, så det ud som om at hannen indførte højre stylus i hunnens højre epigyne, dette gentog sig så med venstre. Alt forløb nu som det skulle, hunnen voksede og havde en glubende appetit. Så kom det frygtede hamskifte, og alt var spildt, men det er jo hvad der sker. Parringer foregår som regel uden den mindste form for aggression fra nogen af parterne. Dette er egentlig meget morsomt, når man kender til edderkoppens temperament til daglig.

Specielt:
H. maculata er en meget speciel edderkop at have i terrarie. Når edderkoppen først har fundet sig til rette, og har fået etableret sit store beboelsesspind, vil man ofte ikke se noget til den i flere uger! Edderkoppens cremehvide og sorte camouflage gør den praktisk talt umulig at få øje på når den sidder i sit spind.

En anden ting man bør påtænke sig før anskaffelse af denne meget kønne art er dens voldsomme temperament. Denne edderkop er så absolut en man skal nære den allerdybeste respekt for. H. maculata vil ved den mindste berøring enten fare op i forsvarsstilling med blottede giftkroge og slå hidsigt med forbenene, den vil herefter bide fra sig, eller også vil den styrte afsted så hurtigt, at man vil have vanskelligt ved at fange den, hvis den skulle finde på at løbe ud af terrariet.

Som det måske kan forstås vil jeg ikke umiddelbart anbefale denne hidsige afrikaner til begyndere, da den simpelthen er for hidsig og for hurtig. De lidt mere erfarne i faget kender den formentlig, og vil nok nikke genkendende til det jeg lige har fortalt. Jeg vil derimod mene, at de lidt mere øvede vil have stor glæde af denne smukke edderkop og den kan derfor varmt anbefales, dersom der ønskes et modtræk til de smukke, men ligeså hidsige Poecilotheria-arter fra Indien og Sri Lanka.