KÆMPETUSINDBEN.

- Af Simon Bruslund Jensen

Næsten alle ved, hvad et tusindben er. Stort set alle har hørt navnet og ved, at et tusindben er et lille dyr, som ligner en orm og har "tusind ben". Alligevel er der meget få der ved ret meget mere om dette dyr, som findes i et utal af arter over hele jorden.

Lidt om tusindben generelt.
På verdensplan er der kendt omkring 8000 arter af tusindben (I Danmark kendes kun 40). De findes i mangfoldige former, farver og størrelser. Lige fra små korte arter, der kan rulle sig sammen til en kugle, hvis de forstyrres, over flade behårede arter til de typiske cylindriske, som kan være fra få mm. og op til næsten 30 cm.
Nogle af de ting, der er fælles for alle arter af tusindben, er f.eks. de mange led, der er fra 10 til op over 200 led, alt efter hvilken art det drejer sig om. Hvert led, pånær de første og sidste, har to par ben. Dyrene kommer frem ved at bevæge benene på en rytmisk bølgeagtig måde. Som det fremgår har tusindben faktisk ikke tusind ben, rekorden er derimod 750.
Hovedet er forsynet med to følehorn, der er forholdsvis korte og ofte kølleformede.
Munddelene består, som hos så mange andre hvirvelløse dyr, af tre par kæber, men hos tusindbenene er bagkæberne og midtkæberne vokset sammen på en måde, der gør at de effektivt kan raspe dele af deres føde.
Desuden har de to grupper af punktøjne med en begrænset synsevne.
Tusindbens hudpanser, der er meget hårdt og hovedsageligt består af kalk, er rigt forsynet med porer, sanseorganer og kirtler. Fra nogle af disse kirtler udskilles der, hos nogle arter, nogle overraskende stærke giftstoffer, som i mange tilfælde indeholder ting som blåsyre, jodforbindelser og andre spændende sager. Der findes også flere organer, hvis funktion man endnu ikke er klar over. I det forreste led af hudpanseret er der endvidere åndehuller gennem hvilke, der bliver ledt ilt ind i kroppen. Tusindben har ingen lunger, men istedet et rørsystem, der hedder trachéer-systemet.
De indre organer i et tusindben er meget primitive. Selve fordøjelsessystemet består kun af tre dele:
- fortarm(svarer til spiserør)
- midttarm(hvor føden nedbrydes og optages)
- bag- eller endetarm(virker som andre dyrs tyk- og endetarm)
Hele fordøjelsessystemet er ikke meget længere end selve dyret.
Til og fra hjertet, der også er rørformet og meget langstrakt, løber to store blodårer. I hvert led fordeler de sig til mindre blodkar. Hjernen og nervesystemet er også meget primitivt. Hjernen er i øvrigt usædvanlig stor i forhold til andre leddyr.
Tusindben er en af de ældste landlevende dyregrupper og de før omtalte træk viser, at de kun har ændret sig meget lidt siden kultiden.
I naturen lever de i næsten alle biotoper, der ikke er for tørre. Da de tilmed er udbredt på hele jorden, på nær polerne, må det nok siges, at de er et af naturens mere succesfulde design.

Kort beskrivelse af enkelte arter.
Kæmpe cylindertusindben (Spirostreptider).

Jeg vil først beskrive et par af de arter, jeg selv har arbejdet med i fangensskab.
Epibolus pulchripes er en halvstor art på ca. 10 cm. Kroppen er sort og benene røde. De tre første benpar er udstyret med nogle tydelige hvide hæfteskiver. Denne art findes i Centralafrikas fugtige skovområder. I de seneste år er der i Danmark blevet holdt mindst en anden art under dette navn, nemlig en "lille" art på 5-8 cm. Et godt eksempel på hvordan det står til med artsbestemmelsen af de arter der bliver holdt i terrarier. For størstepartens vedkommende er der ingen der har styr på hvilken art det er, eller også er de fejlagtigt artsbestemt.
En anden stor afrikaner er Archispirostreptus gigas (tidl. Graphidostreptus g.), som bliver næsten 30 cm., og dermed ubestridt er verdens største tusindben.
De findes også i fugtige skovområder i det østlige Afrika. De dyr jeg holder er fra Tanzania og er, ligesom Epibolus, sort.
Hvis disse tusindben bliver forstyrret ruller de sig sammen til en tæt spiral og holder sig sådan i lang tid. Samtidig frigiver de deres giftstoffer, der viser sig som små "svedperler" på dyrene.
Disse to arter tusindben lever af henrådnende plantedele og nogle få ådsler. Det absolutte hovednæringsmiddel er dog halvrådden nedfaldsfrugt.
Af andre arter der kan nævnes er Spirostreptus assiniensis. Det er en Vestafrikansk art (bliver importeret fra Ghana), som findes i skovområder og fugtige lunde. Det er en rimelig stor art på op mod 15 cm. Den er også ganske køn med en mørk rødbrun grundfarve brudt af orange tværstriber, og går for at være en af de lettere arter at opdrætte.
En anden meget smuk og ret almindelig art er Graphidostreptus virgator, som er fra Madagaskars skovområder. Farven kan variere fra rødbrun til orangerød. Den bliver 10-12 cm. og kræver en højere luftfugtighed (75-90% relativ luftfugtighed) og temperatur (25-28º C.) end de fleste andre arter. Den holder også meget af at grave, så man bør give den et tykt bundlag på mindst 10 cm.
En anden Graphidostreptus art, som det desværre ikke er lykkedes at artsbestemme, kommer fra Centralafrika, et sted hvor det i skrivende stund er svært at skrive et navn for landene. Den er mindre og lysere end Archispirostreptus gigas, som den ofte bliver forvekslet med. Længden er 18-22 cm. og farven mørk rødbrun med en lysere stribe på hvert led.
Til slut kan nævnes at Spirobolus sp.er sort med rødt hoved og ben, og Raphidostreptus sp. er sort med en orange stribe på hvert led. Begge disse arter er også fra Afrika og bliver en sjælden gang importeret. De fleste importerede arter er fra Afrika, men der kommer også af og til dyr fra Asien og Sydamerika. Der findes mange andre store arter i de tropiske dele af verden, nogle af dem med helt fantastiske farver.

En skæg ting, man kun ser hos hos store tusindben, er at nogle arter altid slæber rundt på en masse små mider. Man har altid troet at miderne kun var der for at blive transporteret rundt. Men det viser sig faktisk at de har stor betydning for deres transportmiddels helbred. Miderne renser nemlig tusindbenet for utøj og fremmedlegemer til gengæld for beskyttelse og transport. Jeg har kendskab til et tilfælde, hvor man fjernede miderne, i den tro at det var utøj. Den direkte effekt var at tusindbenene døde af det.
Hver af de arter tusindben, der har et samarbejde med mider, arbejder kun sammen med en bestemt art mide. En perfekt symbiose.

Anden del af denne artikel kan du finde i Exotiske Insekter nr. 4.