En af de mest populære vandrende pinde i kultur er Extatosoma tiaratum, nok mest p.g.a. dens størrelse og lidt drabelige udseende. Samtidig er det en forholdsvis nem art at have med at gøre, den kræver bare lidt mere plads end mange andre arter vandrende pinde.
For at have det historiske på plads må vi lige nævne, at Extatosoma tiaratum blev opdaget af MacLeay i 1826. Et af artens engelske populærnavne er MacLeays spectre (spøgelse), og så kom vi lige let og elegant hen til den latinske betegnelse for vandrende pinde og blade-familien, nemlig Phasmidae, som faktisk betyder spøgelser. Er det ikke dejligt når tingene hænger sammen.
Hunnerne er klart de mest imponerende. Rekordlængden for en fuldvoksen hun skulle ligge på 16 cm., men normalt er de 12-15 cm. med en vægt på op til 30 g. På udstillinger bliver både nymfer og voksne hunner tit forvekslet med skorpioner, fordi de bøjer bagkroppen ind over forkrop og hoved (en art forsvarsmekanisme? "Jeg ligner en skorpion, spis mig ikke, måske er jeg farlig"). Hunnen har desuden en hel del små pigge på kroppen, og kan, ligesom Eurycantha-arterne, klemme, f.eks. om en finger, med bagbenene. Det kan faktisk lave et lille blødende sår, hvilket vi oplevede på en udstilling, hvor en stakkels interesseret dreng blev det sagesløse offer for en stor nymfe, der pludselig følte sig truet.
Hannen, som i modsætning til hunnen, er meget tynd og uden de store udvækster og pigge på kroppen, har vinger og flyver ganske habilt. Længden ligger på 8-10 cm.
Farven på dyrene er som regel lysebrun, dog er hannen oftest mørkere end hunnen. Hvis arten går på Eucalyptus skulle den blive grøn, og i naturen findes ofte grønne og indimellem gule eksemplarer. Jeg har dog hos Kenneth og Trine, som bruger en anden, kraftigere type brombær end vi gør, set mørkegrønne nymfer, som dog skiftede til en brunlig nuance i sidste hamskift.
Som foder kan bruges blade fra universal-planten brombær, men også eg, bøg, blomme, tjørn, ildtorn, eucalyptus m.m. skulle falde i dens smag. Jeg har desuden hørt, at man skulle kunne tilbyde arten blommer, vindruer og salat, men vores småkræsne dyr vil ikke røre det. Og husk, som altid, pas på at foderet ikke er sprøjtet med insektgifte, dyrene har en tendens til ikke at kunne tåle det.
Extatosoma tiaratum kommer fra Australien, hvor den lever i de nordøstlige egne, men hvad de færreste ved er, at den også er udbredt på Papua Ny Guinea, hvor også en anden Extatosoma-art lever, nemlig Extatosoma popa, som er lidt større end Extatosoma tiaratum.
Som nævnt kræver Extatosoma tiaratum, p.g.a. dens størrelse, en del plads, og et godt terrarie til et par, kan eksempelvis have målene 30x40x40 cm. (lxdxh). Med hensyn til varme og luftfugtighed stiller arten ikke de store krav, og kan sagtens holdes ved stuetemperatur (ca. 20º C.), man skal bare huske at dusche hos dem mindst en gang om dagen. Og nu vi taler om at dusche, så er der teorier fremme om at jo oftere man duscher, jo større chance er der for at dyrene bliver grønne. Jeg har ikke prøvet det i praksis endnu, men hvis man tænker lidt over det, lyder det egentlig meget fornuftigt.
Ca. 1 måned efter det sidste hamskifte begynder hunnen at lægge æg. De er ikke så svære at lokalisere, da de er temmelig store, ca. 0,5x0,4x0.3 cm. (lxbxh). Farven kan være helt mørkebrun eller beige, men er oftest marmoreret, blankt og har et lille låg i toppen. Når hunnen er på sit højeste, kan hun lægge 10 æg om dagen, og hun vil i løbet af sin levetid kunne lægge op mod 500 æg i alt. Æggene introduceres til denne verden på en temmelig voldsom måde. De får lige en tur i mors katapult. Hunnen hænger, som sædvanlig, på hovedet, med bagkroppen let bøjet ind over forkroppen. I enden af bagkroppen vil man kunne se en sprække begynde at åbne sig, efterhånden som ægget kommer mere og mere til syne. Når ægget er nået næsten helt ud, strækker hun pludselig bagkroppen ud og svinger den hurtigt tilbage til den oprindelige position, og ægget er sendt på en flere meter lang lufttur. I terrariet vil man tit høre nogle høje klik mod glasset, og hvis man har sine dyr frit i stuen, er der til stadighed fare for et æg i panden. Grunden til denne adfærd er selvfølgelig ikke et ønske om at gokke flest mulig mennesker i jorden, men derimod endnu et af naturens smarte indfald. Ved hjælp af lugten fra pindenes ekskrementer vil mange ægspisende rovdyr kunne frem til hvor pindene holder til, men p.g.a. katapultmetoden vil det være et begrænset antal æg, der bliver spist. Til gengæld vil de nyklækkede nymfer få en farefuld færd hen til træet og maden. Katapultmetoden benyttes for øvrigt også af det vandrende blad Phyllium bioculatum.
Klækningstiden for æggene afhænger af temperatur og luftfugtighed, men ligger på ca. 4-8 mdr. Man kan fjerne æggene fra terrariet og putte dem i en bøtte med vermuculite, sand køkkenrulle el.lign. Husk at dusche dem regelmæssigt, dog ikke så meget at der går mug i det hele.
Vi har imidlertid haft det bedste resultat ved at lade æggene ligge i terrariet blandt visne, afgnavede blade og dyrenes ekskrementer (afhænger lidt af antallet af dyr i terrariet, det kan blive for meget). Bundlaget består af et lag vermuculite til at holde på fugtigheden, og vi duscher én gang dagligt.
I vores kultur har vi altid haft hanner, så hvorvidt arten har partenogenese (jomfrufødsel), kan jeg ikke svare på, men måske ved en af vores medlemmer det.
De små nymfer, der kommer ud af ægget, er ca. 1,5 cm. lange. De første par dage er de sorte med et rødt hoved, og ligesom deres mor krøller de "halen". Bortset fra den fremadbøjede bagkrop ligner de myrer, også i deres måde at bevæge sig på. De racer rundt dagen lang, og klemmer sig ind og ud af selv de mindste sprækker. Jeg vil til enhver tid påstå, at den røde farve, de har i hovedet, er p.g.a. overanstrengelse. Pludselig, efter 3-4 dage, hvor de kun har drukket, falder de til ro. De begynder at spise, og farven skifter til meget mørk brun.
I de første fire uger skal nymferne holdes ved en højere luftfugtighed og temperatur (ca. 5°C mere) end de voksne dyr. Ligesom man skal sørge for at dusche lidt oftere så nymferne har nok at drikke de første par dage.
Nymferne vokser ved at skifte ham, og efter 2. hamskifte vil man kunne se kønnet, idet hannernes bagkrop er helt glat og hunnernes allerede har små udvækster og pigge.
Man skal passe på med at have for mange nymfer sammen i samme terrarie, da de elsker at hænge på hovedet. De er totalt ligeglade om de hænger i en gren eller i en bror eller søster, og det kan have en lidt kedelig udgang, hvis den de hænger i vælger at skifte ham. Der kan ryge et ben eller to. Benene vil selvfølgelig blive genskabt, men hvis nymfen er tæt på at blive voksen, vil benet ikke nå at blive fuldt udviklet, og det vil især være et problem, hvis det bliver en stor, tung hun.
Dyrene bliver voksne efter 4-5 måneder, og når hannen bliver voksen, får han, som nævnt, vinger. Med hunnen er det derimod lidt sværere at afgøre, hvornår hun er helt voksen. Hun får nogle små, rudimentære (ja, det hedder det altså) vinger, som måske vidner om at hunnen for mange, mange år siden også har kunnet flyve (det må have været et imponerende syn). Som voksne kan hunnerne leve 6-9 mdr., mens hannerne som regel dør efter 3-4 mdr.
Ved parringen foregår overførelsen af sæd v.h.a. en spermatofor (en lille pakke sæd), som hannen afleverer i hunnens kønsorgan. Hunnen har sædgemme, men ved gentagne parringer vil ca. 98% af den gemte sæd blive erstattet af den nye hans. Man vil derfor kunne iagttage den samme han parre sig med så mange hunner som muligt, og gerne flere gange med den samme. Så er han ihvertfald sikker på, at hans sæd står forrest i køen mindst ét sted.
Nu har mennesker det jo sådan, at de skal prøve at spise alt hvad der rører sig, og Extatosoma tiaratum er selvfølgelig heller ikke gået ram forbi. Så vi bringer nu det autentiske drama om hverdagen for de indfødte stammer på Papua Ny Guinea, kaldet "Læg tag på dit hus og spis en pind".
En af artens vigtigste fødekilder på Papua er Sago-palmens blade. De består af en tyk stængel med en masse små blade på hver side. Vejr og vind knækker ofte nogle af disse små blade, som så visner, bliver brune og krøller. Ja, du gættede rigtigt, den perfekte camouflage for Extatosoma-hunnerne.
Nå, men tilbage til de indfødte stammer. De bor mellem 5-10 familier sammen i de såkaldte langhuse, som er bygget på piller i regnskoven. Det er jo noget af et tag der er på sådan et hus, og flere gange om året er de nødt til at tække taget (forny tagdækningen). Stammens kvinder forbereder en tække-fest, mens mændene drager ind i regnskoven for at indsamle store bundter Sago-palmeblade, som de tækker taget med. Når de kommer hjem bliver bladene renset og visne blade fjernet. Under dette arbejde finder mændene selvfølgelig en hel del Extatosoma-hunner, som straks bliver givet videre til kvinderne, som tilbereder dem. Dyret bliver gennemboret med en spids pind fra spidsen af bagkroppen op gennem hovedet, og bliver således spydstegt over bålet. Når benene falder af, skulle de være klar til at blive spist. Desuden skulle de indfødte også spise store edderkopper tilberedt på samme måde.
Vi kan, hvis læserne ønsker det, bringe andre spændende opskrifter til at peppe den daglige madlavning lidt op.