Vi er i et vådt eng-område i Fransk Guyana. Det har lige regnet kraftigt til trods for at det er udenfor regntiden, der normalt ligger i januar/februar. Lige hér er den lerholdige røde jord dækket af græstuer og visse steder er der små forhøjninger, forsamlinger af jord og planterester der er samlet med kraftigt tykt spind. I midten er der et hul som fortsætter nedad i et næsten lodret rør der går ca. ½ meter ned i jorden.
På dette sted er der mange af denne slags boliger, andre lignende steder ingenting og man skal vide hvad man leder efter for at finde det. Beboelserne tilhører nemlig en temmeligt speciel type fugleedderkop der adskiller sig markant fra majoriteten af de andre jordlevende fugleedderkopper der typisk holdes i fangenskab - både hvad angår morphologi og adfærd.
Beskrivelse:
Ephebopus murinus (Fransk Guyana) er
en fantastisk flot og imponerende fugleeedderkop med en lysbrun/beige-farvet
cephalothorax og mørke, lange ben med kontrastfyldte gule markeringer.
Disse markeringer og farvesammensætninger er også det der
ligger til grund for det populærnavn der benyttes, nemlig det Halloween-inspirerede
"Skelettet" eller "The Skeleton".
Abdomen er mørkebrun og korthåret uden de brændhår der ellers er så karakteristiske for mange af de sydamerikanske arter. Med sin specielle bygning ligner Ephebopus murinus umiddelbart en trælevende edderkop, forbenene er ekstremt lange og kraftige ude fortil med brede tarsi, metatarsi og scopulae der minder meget om det man ser hos de trælevende Avicularia-genus. Avicularia er faktisk også den familie der slægtsmæssigt er tættest på Ephebopus-arterne. Begge slægter tilhører familien Aviculariinae Størrelsesmæssigt er der tale om mellemstore fugleedderkopper; Ephebobus murinus ligger nogenlunde i samme klasse som de mindre Avicularia, hunnerne har en kropslængde på 5-6 cm og et benspand på ca. 12-14 centimeter.
Hannerne af arten har de karakteristiske striber på benene men den sort/gule kontrast er virker umiddelbart ikke ligeså markant. Dette skyldes at hannerne er besat med brunlige, ca. 5 mm lange hår der næsten står næsten 90 grader ud fra kroppen. Cephalothorax hos hannen har et triangulært snit der i mønsteret minder om Brachypelma emilia. Hanner opnår et benspand på ca. 16-18 cm og en kropslængde på ca. 4 cm og er noget mere spinkle end hunnen. På undersiden af 1. benpars tibia har de kroge (apophyser), hvilket er typisk for en del fugleedderkoppe-arters hanner.
Ungerne af arten er sorte med rødlige bagben. Forbenene får de karakteristiske mønstre på et tidligt tidspunkt og morfologisk set er ungdyrene også ganske tæt på de voksne hunner.
Generelt vil jeg sige at alle Ephebopus arter er elegante, imponerende edderkopper i både form og farve. Indtil videre tæller Ephebopus-slægten fem arter:
Ephebopus cyanognathus (West & Marshall, 2000),
Fransk Guyana
Ephebopus murinus (Walckenaer, 1837) Brasilien,
Britisk Guyana, Fransk Guyana
Ephebopus rufescens (West & Marshall, 2000),
Fransk Guyana
Ephebopus uatuman (Lucas,
Silva & Bertani, 1991) Brasilien, Reserva Ducke
- og der går rygter om at Peter Klaas har
fundet en ny art…
Man kan forskellige steder støde på navnet Ephebopus violaceus (Mello-Leitão, 1930) Brasilien, men denne er blevet overført til genussen Avicularia (West og Marshall 2000).
Levesteder og variation
Ephebopus murinus findes i Fransk Guyana,
Britisk Guyana og visse steder i Brasillien. Jeg har ikke hørt
om Ephebopus i Surinam, landet der fra Brasilien adskiller Britisk og
Fransk Guyana, men jeg vil umiddelbart mene at de burde kunne findes der.
Hos flere arter edderkopper findes der varianter, der tydeligvis har tilpasset sig flere habitater. Ligesom Aphonopelma seemanni eksisterer der mindst 3 former af E. murinus 1) en mindre mere lysbrun variant der lever i tørrere områder 2) en større variant der lever i tropiske skovområder og 3) en mindre variant der findes i Brasillien. Sidstnævnte har en mørkere carapax (forkrop) og noget kraftigere markeringer på benene (se billede). Des specier som jeg er i besiddelse af er tættest på nummer 2, og er altså store, sorte og med lys carapax.
Til dem der har eller planlægger at holde Ephebopus, vil jeg sige, at det er vigtigt at I holder styr på hvor Jeres dyr kommer fra. Jeg er praktisk talt overbevist om at de enkelte varianter med lethed kan krydses tilsigtet såvel som utilsigtet. Det kan diskuteres hvorvidt det er rimeligt at undgår krydsninger, da det er indenfor samme art. Personligt vil jeg helst have en "naturtro variation", men spørgsmålet er om man kan sige at sådanne findes?
De E. murinus jeg har (se billeder) stammer som sagt fra Fransk Guyana, er relativt store, har lys carapax (forkrop) og knapt så distinkte striber på benene. Specielt er den ene stribe på forbenenes tibia ganske svag. Jeg har dog set billeder af vildtfangne eksemplarer fra Fransk Guyana, der umiddelbart minder mig om krydsninger af 2) og 3) - og hvorfor skulle de ikke forekomme? Personligt tror jeg at de omtalte variationer skal opfattes som yderpunkter i et spekter der forekommer naturligt. Vi kender historien fra Brachypelma slægten hvor eksempelvis Brachypelma annitha kun adskiller sig fra Brachypelma smithi ved at være lidt mere langhåret på bagbenene og sandsynligvis blot er en simpel geografisk variation. Jeg har endvidere haft 5 forskellige hunner af Haplopelma lividum alle undagen. to med relativt forskellige karakteristika samt Avicularia versicolor (tre generationer) med størrelsesvariationer. Variationer og krydsninger vil altid forekomme og danner til dels baggrunden for den diversitet evelutionen har udviklet. Konklusionen på dette er at man såvidt muligt bør parre edderkopper der med sikkerhed er fra det samme område, men ikke afvise at der kan være variationer.
En atypisk forsvarsmekanisme
I modsætning til andre edderkopper med
brændhår, såsom Brachypelma, Lasiodora,
Cyclosternum og Avicularia, har Ephebopus slægten
ikke brændhår på bagkroppen. Hos E. murinus
er disse derimod lokaliseret som en lille gylden plet på indersiden
af pedipalperne, hvilket gør denne genus af fugleedderkopper helt
unikke [Marshall et al, 1990; Boston, 1998]. Hårene smides ved at
edderkoppen vender front mod forstyrreren og slår med både
pedipalper og benpar I & II. Hårene frigives herved samtidigt
med at edderkoppen kan bruge sine giftkroge – ganske smart når man
sidder i et smalt rør!
Man kendte indtil 1990 fire typer af brændhår adskilt på morfologien [Cooke er al, 1972], men i 1990 fandtes type V brændhår, som indtil videre kun er fundet hos Ephebopus-slægten [Marshall et al., 1990].
Nu vi er ved det med hår, er det måske lige værd at nævne at fugleedderkopper faktisk ikke har hår overhovedet! I videnskabelig terminologi hedder de setae og kan opfattes som udvidelser eller udposninger af edderkoppens exoskeleton [Schultz et al, 1998] – altså er der ikke tale om hår i klassisk forstand med hårsække såsom hos pattedyrene. Men nu kalder vi det alligevel "hår" - for nemheds skyld.
Indretning af terrariet
Ikke overraskende kan Ephebopus holdes
ligesom en stor del af de tunnelgravende asiatiske edderkopper (såsom
Haplopelma), altså med en meget høj fugtighed (omkring 80%)
og temperaturer på ca. ~26 grader (dag) og 23 grader (nat). Jeg
har god erfaring med en konstant temperatur på omkring 24 grader.
Normalt foreskrives 10 cm substrat til bundlevende arter men til voksne tunnelgravere skal der mindst være 15-20 cm så edderkoppen får mulighed for at lave sit rør. Da jeg ikke gider at have 2 tons jord i mine terrarier, har jeg valgt at arrangere substratet på en sådan måde at det skråner op mod terrariets bagvæg. I visse besværlige tilfælde har jeg anvendt et stykke rod eller bark til at holde på jorden. Husk at brug jord uden gødning og bag det evt. i ovnen for at fjerne det værste utøj. Personligt foretrækker jeg spagnum-blokke som er et relativt fast, næringsfattigt og surt medium. Det skal sjældent skiftes og begrænser både mider og svampe, men det kan være svært at få planter til at gro i det.
Inden at jeg lukker edderkoppen ind, presser jeg substratet hårdt og løsner derefter de steder jeg gerne vil have at dyret skal grave. Det plejer at virke perfekt og efter et par dage vil der være betydelig mængder overskydende medium, gravet op af edderkoppen selv. Herefter skærmer jeg af over hullet/hullerne (sikkerhed - husker vi lige) og fjerner for synets skyld det substrat der ikke er blevet benyttet - brug en ske. Edderkoppen er givetvis ligeglad. Det ser ud til at tunnelbyggere generelt godt kan lide at fore med mos og spind omkring tårne og huller, så det kan man også give dem. Jeg har regnet mig frem til to årsager for "tårnbyggeri. For det første tjener et tårn som beskyttelse ved regnskyl og for det andet øges "følsomheden" for byttedyr i umiddelbar nærhed af hulen. Dette er dog kun spekulation.
Lad være at lægge tunge løse ting såsom sten og store rodstykker oven på jorden (medmindre der er tale om et "hårdt" substrat), da det øger risikoen for at det styrter sammen over dyret. Bland evt. substratet op med små træflis for at edderkoppen bedre kan stive arrangementet af. Metoden hér har utvivlsomt mange variationer og alternativer, der dels beror på hvad man finder praktisk og har ved hånden. Efter at have indlogeret mine Ephebopus i en sådan indretning p 30X30 cm, oplevede jeg at de byggede både rør og forhøjninger. Jeg forventede at de ville sidde dernede det meste af dagen, men de er faktisk ganske "flinke" til at kigge frem. Endvidere er der en tendens til at de spinder det hele til - ikke ulig de afrikanske Pterinochilus-arter, men med tiden vil spindet primært findes omkring røråbningen.
Er der plads til det, vil Ephebopus murinus lave et næsten lodret rør ned i jorden. Oven over vil jord, planter og mindre strukturer blive vævet sammen til en mindre forhøjning - edderkoppens "udkigspost". Unger har jeg holdt i høje beholdere med ~5 cm fugtigt spagnum blandet med mos hvor jeg i midten har lavet et hul med ca. 1 cm diameter. Dette er blevet taget i brug af edderkoppen efter ganske kort tid. Jeg har ikke set eksempler på at Ephebopus murinus skulle lave deciderede tunnelsystemer, snarere laver de et enkelt, ganske langt rør der udmunder i en hule, der benyttes til fødeindtag, hamskifte, konstrukktion af kokon og andre vigtige begivenheder.
Hvad angår beplanting i terrariet til netop denne variant af Ephebopus murinus, vil jeg anbefale noget hårdført og taknemmeligt såsom almindeligt græs, mos og/eller Ficus pumila. Edderkopperne synes dog at være ganske tilfredse sålænge de blot har deres rør og mediet er relativt fugtigt.
Netop Ephebopus murinus måde at lave retræter på gør i mine øjne edderkoppen til en stor attraktion. Jeg har enkelte eksemplarer i sekskantede terrarier hvor tårnet/hullet befinder sig i midten og rager næsten 25 cm op fra terrariets bund! Bagbeklædning til denne slags terrarier er ikke nødvendig og terrariet kan i princippet stå frit i rummet. Når edderkoppen så kommer frem i toppen og breder sit skeletmønster ud - ja, så er det altså et flot syn…
Parring
Ephebopus´er er endnu ikke særligt
udbredt i fangenskab, men deres popularitet er stigende og jeg tror da
at de snart kommer "på mode". Jeg har fornylig haft kontakt med
en lille håndfuld folk der har haft Ephebopus-klækninger,
og en større mængde der har haft vellykkede parringer. Endvidere
har jeg forsøgt parringer af de tre hunner jeg har derhjemme. Hannen
vil vandre og ca. med et sekunds mellemrum slå eller ryste primært
med benpar i & II. Det er helt klart at denne adfærd udløses
ved kontakt med hunnens spind, hvilket er med til at understøtte
tesen om pheromoner (køns-hormoner). Hunnen vil optimalt tromme
igen med første og andet benpar og efter typisk fem minutters forspil
vil hannen gå tæt på. Hunnen vil så løfte
sig op og nærmest knække bagover og herfra sker der en masse
som er anderledes fra majoriteten af andre fugleedderkopper. Hannen vil
skiftesvis indføre stylus (det forreste af palper) i hunnens epigastral-furen
(kønsåbning, epigynum), hvilket går utroligt stærkt;
det tager typisk 1 sekund pr. palpe. Hunnen er den der afbryder parringen
og går væk fra hannen. Han vil ofte følge efter og
forsøge sig igen. Jeg har personligt observeret tre af den slags
parringer på under en time! Alle de store hunner jeg har, er blevet
parret på denne måde mindst 10 gange (observeret) over
en periode på 2 måneder. Desforuden er mine observationer
bekræftet til punkt og prikke af bl.a. Mark Kent, Alex Hoiijer,
Danne Rydgren, Thomas Frøik og Dennis Hausager.
Hvorfor så mange parringer? Hvorfor ikke den aggression man ofte ser hos hunnerne kort efter parringen? Et ærligt svar er at jeg reelt ikke ved det. Meget af det stof man kan finde om fugleedderkopper er delvis spekulation. Jeg mener dog at have et kvalificeret bud. Måske er der en fordel i, at en hun parrer sig med flere forskellige hanner, edderkoppe-hunner har sæd-gemme, derfor befrugtes æggene først i det øjeblik de bliver lagt. På den måde kan hun opmagasinere sæd fra et stort antal hanner og give et kuld en langt større genetisk diversitet end hvis der kun havde været en enkelt han indblandet. Man kan forestille sig at dette er praktisk i mindre, isolerede områder med Ephebopus.
Ephebopus murinus virker generelt rigtigt nemme at parre og udviser stort set ikke aggression overfor hinanden hverken før eller efter parringen. Et par kan efter min mening sagtens holdes sammen over et par dage, hvis ellers hunnen har en retræte, er godt fodret og der er godt med plads. Jeg har personligt kun set aggression i forbindelse med at hunnen og hannen har overrasket hinanden. Dette medfører fra hannens side større forsigtighed, typisk i form af et længere forspil på 15-30 minutter. At det rent faktisk forholder sig sådan indikeres af at den han som jeg var i besiddelse af gennemsnitligt har parret sig 40 gange med 5 forskellige hunner – ganske godt gået - i fugleedderkoppernes verden i hvert fald…
Men det forholder sig ikke altid sådan. T. Frøik fra Exotiske Insekter har parret to varianter af E. murinus, men i et tilfælde blev hannen brutalt dræbt og spist efter mindst 4 vellykkede parringer (T. Frøik, 2000, pers. komm).
I alle tilfælde hvor der skal parres fugleedderkopper og det skal være optimalt, introduceres hannen til en velfodret, tilpasset hun under så lidt postyr som muligt. Hunnen skal være veletableret, d.v.s. at hun skal have sin retræte og kende området. Dette minimerer stress og chancen for at hannen bliver lavet om til en bolus - en sammenspundet klump af madrester.
Cirka tre måneder efter de første parringer med den franske variant, så jeg den første kokon, der havde karakter af en hvid "sæk" med ca. 3,5 cm diameter. Disse har gennemsnitligt indeholdt omkring 130 æg, smør-gule med en diameter på ca. 3 mm Hunnerne sad konstant over kokonerne, var ekstremt defensive og nægtede at tage føde til sig. Kokonen for sådan en type fugleedderkop er i risikozonen grundet fugtigheden, for meget fugt kan være kilde til både mider og svampe, for lav fugtighed medfører at æggene tørrer ud. Jeg var selv så uheldig at begge hunner med kokon åd dem efter en måned på en og samme nat, så jeg var chanceløs (jeg tilskriver det stress grundet min nabos subwoofer). Ephebopus skulle efter sigende kunne lave 2 kokoner, men jeg har parret dem igen for en sikkerheds skyld. Hvis der kommer flere kokoner, vil jeg med garanti tage dem fra hunnerne efter ca. 1-2 uger med henblik på kunstig inkubering.
Æggene vil være ca 9-10 uger om at udvikle sig til unger., når hunnen åbner kokonen kommer de små edderkopper frem i første hamskifte - ikke som "nymfer" hvilket eksempelvis ses hos Brachypelma-slægten. Det med at ungerne først kommer frem i første hamskifte gælder også for Avicularia-slægten der som bekendt tilhører samme familie (Aviculariinae). En god ide er at holde fugtigheden oppe, f.eks. i 2/3 af terrariet, hvilket giver moderen mulighed for selv at flytte æggene rundt. (Mark Kent, pers. komm). Antallet af unger synes at ligge mellem 110 og 160 styk. Det at ungerne gennemgår det første hamskifte i kokonen ses også hos alle Avicularia der som bekendt er i Aviculariinae familien ligesom Ephebopus.
Den uforudsete katastrofe som jeg oplevede skal ikke skræmme dig fra at forsøge. Det er langtfra umuligt at få vellykket opdræt på arten og på skrivende tidspunkt kan der købes unger i både Skandinavien, England og Tyskland. Antageligvis vil vi se en del Ephebopus komme på markedet i de kommende år.
Temperament
Ephebopus murinus omtales ofte som en
ganske aggressiv edderkop. Min erfaring fortæller mig, at det er
en meget nervøs edderkop der tillige er vanvittigt hurtig,
selv når den går i sit nomale tempo. Endvidere har jeg set
mine Ephebopus angribe de pincetter jeg bruger til fodring etc.
Som med andre tunnellevende arter, er der her tale om en edderkop med
en relativt kort lunte. Dog langtfra ligeså slemt som Haplopelma,
Pterinochilus, Cyriopagopus og de andre rødder. På
en skala fra et til 10 vil jeg sige at den ligger på 6-7 stykker.
Selv unger af arten er ekstremt hurtige og bør have godt med plads
samt mulighed for skjul. Det har den pris at man ikke altid ser dem så
meget, men det er endten det eller en panikslagen, stresset edderkop.
Holdes Ephebopus som anvist vil chancen for en konfrontation være kraftigt reduceret, da edderkoppen til hver en tid vil forsøge at skjule sig fra hvad der kunne være en trussel, dette vil den primært bruge sit dybe rør til.
Ligesom hos de trælevende arter er E.murinus scopulae (trædepuder) er meget fine og de hænger let fast i materialer som tørt mos, vermiculite og tekstiler. Normalt bruger jeg en pensel til at håndtere mine fugleedderkopper med, men i tilfældet E. murinus hænger hårene simpelthen fast! Altså: Dette er absolut ikke en edderkop man håndterer eller tager ud til fremvisning. Pincetter, pinde og bøtter anbefales i en situation hvor håndtering påkræves. Hvad angår giftvirkningen fra Ephebopus-arterne er denne ukendt. Familien Aviculariinae taget i betragtning vil jeg gætte på at virkningen ikke er af medicinsk betydning.
Foder
Som så mange andre fugleedderkopper er
Ephebopus mest aktive om aftenen hvor de typisk sidder i åbningen
til røret med alle otte ben fremme og ude. De sidder på denne
måde således at de er parate til at lave et hurtigt udfald
mod byttet og det går lynende hurtigt når det sker. Hvis man
"dumper" byttet i umiddelbar nærhed af hulen, når det knapt
nok at ramme jorden! Jeg har en personlig teori om at den naturlige føde
bl.a må bestå af flyvende insekter såsom natsværmere
der flyver lavt om aftenen.
Der er hér tale om en sand grovæder der til trods for sin størrelse i perioder (for der er "sultestrejker") kan få kæmper som Lasiodora og Theraphosa blondi´s appetit til at ligne den rene anorexi. Jeg har kun set denne appetit overgået af af Achantoscurria geniculata. Mine subadulte og voksne eksemplarer angriber med stor iver voksne dødningehoved-kakkerlakker og spiser rub og stub. Ungerne af E. murinus har ligeledes en uhyrlig appatit. Sådan et måltid gør at edderkoppen vokser væsentligt bagtil. Efter kort tid er de igen "slanke", hvilket tyder på en meget hurtig omsætning af føden. På mange af de billeder man ser af Ephebopus, ser dyrene nærmest misholdte ud, men ham jeg fik dem af havde ved selvsyn konstateret, at de ser ligesådan ud i naturen. Der er altså ingen grund til at overfodre hvor fristende det end kan være. I forbindelse med parring er det dog en god ide at fodre hunnen godt for at minimere hendes rovinstinkt.
Væksthastighed og alder
Ephebopus murinus vokser relativt hurtigt
og kan være voksne på ca. 2-3 år. I stadiet mod kønsmodenhed,
er de dog stadig flotte og ligner hurtigt voksne hunner. Hunnerne kan
efter sigende blive ca. 8-10 år gamle fra voksenstadiet. Den han
jeg havde, levede ca. 8 måneder som voksent individ. Hurtig vækst
i ungdommen plejer at være lig med kortere levetid. I fangenskab
lever fugleedderkopper kortere end i naturen, hvilket logisk hænger
sammen med at de får optimale vækstbetingelser, øget
metabolisme og bliver voksne på et langt tidligere tidspunkt. Men
sådan er livet jo. Det lys der brænder dobbelt så klart,
brænder halvt så længe…
Anbefaling
Ephebopus er efter min mening et rigtigt
godt valg og er forholdsvis let at holde - hvis man altså husker
at holde den fugtigt. Jeg kender flere personer indenfor hobbyen der næsten
er konverteret til kun denne genus. Det er dog ikke en edderkop for begyndere,
men for folk der måske har en vis portion erfaring med eksempelvis
asiatiske rørboere og afrikanske jordlevende arter. Med sin smukke
fremtoning, den specielle adfærd og det høje aktivitetsniveau,
er det i mine øjne en af de mest interessante og attraktive fugleedderkopper
amn kan få, men den kræver nok lidt mere viden og pleje end
eksempelvis Brachypelma. Endvidere har de været ret dyre
(600 Dkr for et voksent eksemplar) men visse steder kan de skaffes til
det halve. Der er givetvis tale om vildtfangne eksemplarer, hvilket er
en uheldig tendens. Jeg ville personligt ønske at folk ville betale
mere for at få eksemplarer opdrættet i fangenskab. Dette støtter
både de folk der bruger tid på at avle og bestanden af edderkopper
i naturen.
På skrivende tidspunkt kan arter som E. murinus (Brasiliansk variant) og E. rufescens til at anskaffe fra unger af. Ephebopus uatuman er så godt som umulig at få fat i, men visse entusiaster har efter sigende gang i noget avl.
Har du en Ephebopus - så pas rigtig godt på den! Se om du kan få noget avl i gang. Meld dig ind i foreninger der specifikt beskæftiger sig med fugleedderkopper og lignende, få kontakt med folk over internettets postlister og videregiv dine erfaringer. Vælger du af uforståelige årsager at sælge den - så sørg for at den kommer i gode hænder fremfor at priortere en god handel. Jeg er pt. så heldig at være i besiddelse af hele fire vildtfangede eksemplarer, hvoraf den ene er en voksen han. Forhåbentlig kommer der flere. Endvidere har jeg kontakt til andre Ephebopus-folk i foreningen Exotiske Insekter, der også er indstillet på avl af arten. Mig bekendt er det aldrig lykkedes at avle Ephebopus her i Danmark – men vi forsøger alt hvad vi kan! Oddsene er dog ikke gode på skrivende tidspunkt:
T. Frøik observerede mindst 5 vellykkede parringer med sin Ephebopus murinus (FG) hun, desværre skiftede hun ham inden at der blev produceret nogen kokon. Til gengæld har D. Hausager en parret hun, der antageligvis først vil skifte ham i efteråret 2000. Mine 2 voksne eksemplarer blev parret igen efter at have ædt de første kokoner, dog uden at jeg så noget spermanet fra hannen. Det er dog kendt at visse theraphosider er i stand til at lave mere end en kokon og det uden mellemliggende parringer. Jeg håber derfor at hunnerne har opbygget ny ægmasse udfra de æg de fortærede. Hannen som forfatteren, D. Hausager og T. Frøik har brugt til parringer med de 5 hunner, sov stille ind februar 2000 efter at have gjort tjeneste som voksent individ i ca. 8 måneder - med over 50 parringer på bagen og uden at ende i maven på en hun. Vi siger alle tre "Hvil i fred" - og tak for de sjove og spændende timer. Nu håber vi blot på et af den smukker og til tider grusomme Moder Naturs mange mirakler: Masser af små søde baby-edderkopper!
Har du erfaringer, spørgsmål, kritik eller kommentarer så skriv en e-mail til mig på adressen b o s t o n @ 8 l e g s . d k - eller besøg www.8legs.dk´s forum.
Kilder:
Boston, T.; Skelettet - fugleedderkoppen
Ephebopus murinus, 1. udg.; Exotiske Insekter (14), juni 1998
Cooke, J A.L.; Roth, V D.; Miller, F. M.;
The urticating hair of Theraphosidae spiders; Am. Mus. Novit. , (2498):
1-43, 1972
Lucas, S., Silva Junior, P.I. da, Bertani, R.;
The Brazilian species of the spider genus Ephebopus (Simon, 1892) (Arenae,
Theraphosidae, Aviculariinae), with description of E. uatuman n.sp. ,
MEM.INST:.BUTANTAN v. 53, n. 2, p.181-188, 1991
Marshall, Samuel D. and Uetz, George W.;
The pedipalpal brush of Ephebopus sp. (Arenae, Theraphosidae): evidence
of a new site for urticating hairs; Bull. Br. Arachnolog. Soc. (1990)
8(4), 122-124
Marshall, Samuel D.; Barghusen, Laura (Ilt);
Tarantulas and Other Arachnids, Barrons Educational Series,1996, USA
Schultz, Stanley A.; Schultz, Marguerite J.;
The Tarantula Keeper's Guide Barrons Educational Series,1998, USA
Tak til:
Ole Grandjean (E.I.), Annemarie Grandjean (E.I.),Yann
Evenou, Rogerio Bertani, Thomas Frøik (E.I.), Lennart (Lelle) Petterson
(E.I. svensk kontaktperson), Danne Rydgren, Martin Cole (Spidermart),
Mark Kent, Lucian K. Ross, Jay Stotzky, Stanley Schultz, Rick C. West,
Alex Hooijer, Dennis Hausager (E.I.).
- for materiale, dyr, korrespondance og diskussion.