Når folk hører ordet "fugleedderkop" tænker de ofte på et gigantisk loddent bæst som man næsten kan høre trampe hvæsende rundt inde i terrariet. Der findes mange fugleedderkopper og en stor del af dem opnår en ganske betragtelig størrelse hvilket er årsag til stor fascination ikke blot hos lægmand men også hos "eksperterne" – de mennesker der af uransagelige grunde holder dyrene.
Betegnelsen fugleedderkop behøves ikke nødvendigvis at dække over "noget stort" – faktisk findes der arter der ikke når meget op over 1 cm i kropslængde. Fugleedderkoppen Cyclosternum fasciatum tilhører dværgene blandt fugleedderkopperne og er en af de arter der ikke holdes i overmåde stort omfang. Det er synd – for er man til farver og striber er denne edderkop et godt og relativt billigt valg.

Beskrivelse:
Det engelske populærnavn for denne charmerende lille dværg er "Costa Rican Tigerrump tarantula" hvilket for en gangs skyld dækker udseendet meget godt. Edderkoppen har sorte, relativt kraftige ben, rødorange cephalothorax (forkrop) og en abdomen (bagkrop) der igen er rødorange med 5-6 sorte "tigerstriber". Disse farver bliver som sædvanlig noget mere matte hen mod et hamskifte. Cyclosternum fasciatum er en bombardér-spinder der kan lave det samme nummer som så mange andre sydamerikanere, altså sparke brændhår af med bagbenene når nogen eller noget går over stregen. Disse brændhår ses på mine dyr som en mindre gylden plet på det bagerste af abdomen. Af udseende minder edderkoppen meget om Metriopelma mazebrata (navnet antyder jo svagt at dette dyr også er "noget med striber") – forskellen ligger i at hannerne hos Cyclosternum besidder de såkaldte "tibialsporer" der bruges til at holde hunnen under parringen. Metriopelma-hannerne har ikke denne egenskab.

C. fasciatum blev opdaget af O. Pickard-Cambridge i 1892 men der findes flere inden for denne genus. Jeg er stødt på en liste der nævner 19 Cyclosternum-arter, hvor den sidste - Cyclosternum stylipus - blev opdaget så sent som i 1982 af Valerio. At man bliver ved med at finde arter er postitivt men maner også til eftertanke – for hvor mange arter når mennesket at udrydde inden de overhovedet bliver opdaget?

Som førnævnt er Cyclosternum fasciatum udover sin ringe størrelse også specificeret ved at være en oppurtunistisk graver der fuldstændigt lægger sig op ad de tunnelgravende edderkoppers hovedfilosofi/mantra om at "hjemme er bedst". Man bliver helst i sin hule hvis man ellers kan slippe af sted med det. Og når maden alligevel kommer til døren – så er der vel heller ikke grund til yderligere aktivitet. I hvert fald ikke når man hedder Cyclosternum. Dette medfører ofte lange "sultestrejker" hvor man ikke ser dyret synderligt meget - en grund til at mange skiller sig af med dem.

Dette gør på ingen måde edderkoppen kedelig. Når det endelig sker, er den er flink til at kigge frem om aftenen og kommer den helt frem, er det et syn der er alle pengene værd. Der skal dog ikke meget til før end den forsvinder ned i sin tunnel. Skal man derfor fodre og studere jagten samtidig anbefaler jeg man gør det ved at fjerne låg/skydelåge og vente på at edderkoppen titter frem igen. Herefter indsættes foderet lige så stille og er edderkoppen sulten skulle der være en god chance for at se en forholdsvis realistisk situation.

Hvordan holder man Cyclosternum?
Dette spørgsmål er forholdsvist svært at svare på da Cyclosternum-arterne forefindes i flere forskellige steder heriblandt Mexico, Equador, Cuba, Brasilien, Venezuela og Costa Rica. Man kan altså som udgangspunkt regne med at edderkoppen skal have det rimeligt fugtigt da biotopen overvejende er regnskov. Cyclosternum fasciatum er fundet i Costa Rica og det østlige Guatemalas tropiske regnskov. Der er i hvert fald både varmt og fugtigt så disse forhold bør efterlignes i terrariet. Ronald N. Baxter (se anmeldelse i no. 1) anbefaler en temperatur på 24-27 grader og en luftfugtighed på 75-80%. Mine edderkopper går ved stuetemperatur og har det knapt så fugtigt, hvilket tilsyneladende ikke er problematisk. Måske påvirkes væksten men edderkopperne ser ud til at trives – trods alt.

Da C. fasciatum er lille af statur, behøves man ikke at smide så meget jord i terrariet som til F.eks større, tunnelgravende arter såsom Haplopelma. 7-10 cm jord er derfor rigeligt til Cyclosternum.

Op mod et hamskifte vil Cyclosternum spinde ganske meget og lave en slags kokon som den ikke kommer ud af førend hamskiftet er fuldendt. At en hamskifte nærmer sig ses endvidere på de sædvanlige symptomer; edderkoppen bliver mørkere på områder med sparsom behåring, benene virker tyndere (pga. hårtab) og mere brune end sorte. Edderkoppen vil selvfølgelig heller ikke tage føde til sig. Når dyret bliver større, vil man kunne se den karakteristiske sorte, blanke plet på abdomen. Fra denne adfærd begynder, går der typisk to til tre uger. Efter hamskiftet kommer farverne efter et par dage og fødeindtaget efter ca. to uger.

Parring
Den mængde litteratur der findes om arten er lille og om parringer står der ikke meget andet end at det altså skulle være uproblematisk.

Min erfaring er, at det altså er en tricky affære, hvor timingen er vigtig. Endvidere er begge køn meget nervøse og lyn-hurtige derfor er flade areal og skjulesteder vigtige. Parringen bør foregå under opsyn - jeg har hørt om mange hanner der er blevet "nuket" af hunnen.

Kokonen klækker ca. 6-7 uger efter den er blevet lavet. Her vil jeg anbefale at man ikke holder hunnen for fugtigt. Den graver og kokonen kommer let i kontakt med substratet (og dermed svampe og mider). Man kan forberede sig ved at flyttet hunnen til et rent terrarie med et skjulested såsom et stykke U-formet korkbark (pas på det ude fra haven - mider og svampe!). I yderste konsekvens anbefaler jeg at man simpelthen tager kokonen fra hunnen og inkuberer den kunstigt (og så rent som muligt).

Cyclosternum fasciatum omtales ofte som tunnel-levende, men jeg vil nu tillade mig at have mine tvivl. Mine edderkopper har haft rigeligt med jord at grave i, men i det øjeblik der har været et lodret barkstykke til rådighed (f,eks op ad bagvæggen), er edderkoppen "gået i højden" og ned bag barkstykket hvor der så er blevet spundet. På denne måde er der gået flere uger hvor jeg ikke har set skyggen af dyret, hvilket jo bliver ret kedeligt i længden. Ikke engang når der var blevet lukket mad ind var der nogen rektion. For at undersøge hvad det var der foregik og for at have kontrol med edderkoppens hamskifte-cyclus, valgte jeg at fjerne barken. Herefter har jeg set edderkopperne grave små huller som de stort set kun benytter i forbindelse med hamskiftet. Ellers minder de i deres adfærd mere om de afrikanske Pterinochilus-arter, idet de spinder et stort tæppe der fungerer som "radar" der evt kan afsløre og hindre fjendtligtsindede myrer og hvepse.

Det skal lige bemærkes at artens efternavn "fasciatum" varierer i litteraturen. Man støder ofte på betegnelserne "fasciata" og "fasciatus" der dækker over præcis samme edderkop. Den korrekte betegnelse er "fasciatum" (den "båndede").

Kilder: Ronald N. Baxter : Keeping and breeding tarantulas.

Juridisk meddelelse:

Artiklen må ikke videregives eller citeres uden forfatterens tilladelse. Det er tilladt at printe en kopi ud til personlig brug.