Creobroter-slægten hører til de såkaldte blomsterknælere. Der findes 15 arter, og dem jeg har set ligner stort set hinanden, som det jo ofte er tilfældet indenfor de forskellige slægter.
Begge køn kan nå en længde på 3,5-4 cm., der findes dog enkelte arter i slægten som kun bliver ca. 2,5 cm., men de arter der er eller har været opdrættet herhjemme hører til de største i slægten. Det drejer sig om Creobroter gemmatus, C. pictipennis og C. meleagris.
Alle tre kommer fra Østen: Indien, Filippinerne, Sri Lanka, Vietnam og Kina, for at kredse området lidt ind. Vingerne er mørkegrønne med to hvide prikker tæt ved "nakken". Midt på vingerne har de et stort hvidt "øje" omkranset af sort, alt efter art har dette "øje" et gulligt eller rødligt skær. Pronotum (brystet) er også grønt, mens undersiden af knæleren er meget lys, nærmest beigefarvet. Undervingerne er højrøde, og det er virkelig et flot syn når en Creobroter indtager skræmmepositur. Øjnene er spidse, nærmest som små horn.
Som man næsten kan regne ud ved at se på deres farver og tegninger, opholder Creobroter-arterne sig mest i blomster, hvor de falder ind i omgivelserne og sidder og venter på småfluer og andre insekter, som besøger blomsterne. Men man kan dog også finde dem i ren løvbevoksning uden blomster.
Creobroter'ne hører ikke til de mest aggressive arter, og derfor kan det godt lade sig gøre at have flere gående sammen. Det er dog ikke noget jeg ubetinget vil anbefale, men hvis man beslutter sig for at udfordre skæbnen, skal man bruge et terrarie på mindst 30 cm. på hver led. Hvorimod man kan nøjes med 10x10x15 cm. (lxbxh) hvis man holder dem enkeltvis. Holder man dem imidlertid sammen, skal man sørge for masser af små grene og småbladede planter, så dyrene ikke render for meget på hinanden, og desuden skal man fodre godt. Dog vil det være mest sikkert at lade nymfer gå sammen eller dyr af samme køn.
Temperaturen i terrariet skal ligge mellem 25-35º C., og kan om natten falde til 15º C. uden at det skader dyret. Man skal desuden huske at overdusche terrariet hver dag, bedst henunder aften. Som bundlag kan bruges en blanding af sand og jord, hvori man også kan sætte blomster og planter. Der skal desuden være en luftfugtighed på 70-80% i terrariet.
Parringen kan være lidt problematisk da hunnen gerne opsøger den pind der går op i hjørnet af terrariet. Så sætter hun sig på pinden med bagenden oppe i hjørnet, og ve den han der forsøger sig alligevel. Det kan derfor anbefales at man er lidt opmærksom på dette, og skubber hunnen lidt rundt i terrariet fra tid til anden, så hannen får en chance. Ellers så finder man ud af det på den hårde måde. Vi mistede 3 hanner, til den samme hun, før vi blev opmærksomme på problemet. At hannerne godt ved at det godtnok er farligt det her, viste sig en dag hvor jeg skubbede lidt kraftigt til hunnen, så hun faldt ned på bunden lige foran en fremtidig bejler. Han stivnede fuldstændig i to sekunder og sprøjtede derefter ind under det nærmeste blad for at gemme sig. Her sad han så (og rystede) i et par timer, før han turde at kigge frem igen. En meget sjov adfærd, som jeg ikke har observeret hos andre arter.
Creobroter'nes op til 6 cm. lange kokoner, kan være svære at se for den uøvede. De er flade, smalle og mørkebrune, ligesom den pind de oftest sættes på. Tit opdager man ikke kokonen før terrariet myldrer med små sorte nymfer som efterligner myrer, ligesom mange andre knælerarters nymfer gør.
Kokonen sidder 4-6 uger før den klækker. Temperaturen spiller en stor rolle, men ved ca. 28º C. klækker den på 5 uger. Vores kokoner har altid indeholdt 20-35 nymfer, men jeg har ladet mig fortælle at tallet skulle kunne nå op på 60 stk.
Allerede dagen efter klækningen begynder nymferne at spise, og det holder de faktisk ikke op med før de dør. Som hos alle andre blomsterknælere spiser både nymfer og voksne hunner hele tiden. Derfor, som nævnt før, sørg for at der hele tiden er foder.
Den sværeste tid for nymferne er de første 10-14 dage. Mange dør før eller især i første hamskifte. Vi isolerede, et par dage efter klækningen, vores nymfer i små plastbøtter med vermiculite i bunden (for luftfugtighedens skyld), og vi mistede ca. 75%. Det gentog sig ved de efterfølgende klækninger, og næste gang vi har en Creobroter på banen med kokon får de små fyre lov at gå sammen de første par uger.
Man fodrer med små og store bananfluer. Efterhånden som nymferne vokser bruger man stuefluer, spyfluer og voksmøl. Jeg vil fraråde at fodre med fårekyllinger, melorme o.lign. Alle blomsterknælere er specialiserede i at fange flyvende insekter, det er derfor de sidder i blomsterne. Flyvende insekter, såsom sommerfugle, bier, fluer etc. er bløde, de har ikke fårekyllingens hårde kitinpanser. Blomsterknælernes kæber er ikke bygget til at spise fårekyllinger og græshopper, kæberne er simpelthen ikke hårde nok. Det er især hos nymferne man skal passe på. De voksne kan godt snuppe en fårekylling i ny og næ, men man skal ikke fodre udelukkende med fårekyllinger.
Jeg har flere skræmmende eksempler med orkidéknælere (Hymenopus coronatus), som jeg lige skulle opfodre til parring. De fik kæmpemelorme og fårekyllinger, og kort efter døde de. Så skiftede jeg til at fodre med fårekyllinger og kæmpemelorm der lige havde skiftet ham, og derfor var helt bløde. Ingen ændring, dyrene døde igen. Næste omgang hunner blev så fodret udelukkende med sommerfugle (´97 var en god sommer) og spyfluer. Godt resultat, hunnerne blev tykke og gamle. Problemet var så bare at hannerne forlængst var døde.
Nå, men lad os vende tilbage til de kære små Creobroter-nymfer.
Når de har skiftet ham første gang begynder de at få lidt farver. Farvetegningen varierer meget fra nymfe til nymfe, men som regel er det ret lyse farver samt gullige, rødbrune og grønlige nuancer. Nogle af nymferne bliver så specielle og flotte, at man næsten håber de forbliver nymfer resten af deres liv. Men sådan går det jo ikke, og 3-3½ måned efter klækningen begynder de første voksne hanner at dukke op. 14 dage efter kommer hunnerne så, og efter ca. 8-10 dage er de klar til parring.
Og så mangler jeg vist kun lige at nævne at hunnen lever 3-5 måneder, mens hannen som regel takker af efter 3-8 uger.