AVL OG OPFORMERING AF BRACHYPELMA FUGLEEDDERKOPPER: DEL 1.Oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 15 - Af Thomas Frøik Beskrivelse af Brachypelma-slægten Denne slægt af edderkopper består af 16 arter, der er fordelt mellem ørkenlevende og regnskovslevende arter. Brachypelma-slægten tilhører den gruppe af edderkopper der går under betegnelsen de bund- og hule-levende. D.v.s. de graver en hule i bundlaget, hvad enten det er i et terrarie eller i deres individuelle naturlige habitater. Brachypelma-edderkopper er store og meget kraftige edderkopper, der karakteriseres med en dyb sort grundfarve. Alle arter har en eller anden form for egen karakteristika/udsmykning. Disse karakteristika kan være alt fra et eller flere farvelagte benled til farvede forskjolde, bagkroppe og lange guldfarvede hår. En anden fællesnævner for disse edderkopper er, at de altid har været de mest efterstræbte af alle fugleedderkoppe-slægter, hvilket har givet sig udslag i at de alle er opført på Washington-konventionens berømte lister; Liste II/Bilag B. (se artikel i Exotiske Insekter nr. 11 s. 29). De har en slående lighed med en anden fugleedderkop-slægt ved navn Aphonopelma og mange, især begyndere, er slemme til at blande dem sammen. Dette resulterer desværre i hybridparringer. Dette er et stort problem, da det gør det svært at finde artsrene individer. Artsliste Alle har selvfølgelig "fornavnet" Brachypelma:
pallidum er en noget omdiskuteret art, der ifølge aktuelle værker tilhører slægten Aphonopelma, ligesom klaasi skulle være Brachypelmides. Nogle er måske faldet over fossorium, men den er blevet flyttet til Aphonopelma. Desuden diskuteres der en ny art i øjeblikket, nemlig Brachypelma anitha. (web-red. bem.: denne opfattes nu som en geografisk variation af B. smithi). Anatomi og livsfunktioner hos fugleedderkopper Hjerte og lunger samt kønsorganer og det meste af centralnervesystemet er samlet i bagkroppen (abdomen). Alle fugleedderkopper har to par af de såkaldte boglunger, disse lunger er opbyggede af en lang række lag, der sidder tæt ovenpå hinanden, og derfor kan minde lidt om siderne i en bog. Iltoptagelsen sker passivt ved diffusion og en stor edderkop bliver derfor hurtigt træt, hvis den skal løbe stærkt over længere afstande. Lungerne munder ud på øverste del af bagkroppen, to på hver side af kønsorganerne. De ses som fire udbulede formationer på edderkoppens underside. Fugleedderkopper har klart blod med et blåligt skær. Dette skyldes et iltbindende komponent de har i blodet (hemocyanin). Edderkopper har ikke trækmuskler i benene, når benet skal bøjes sker det ved muskelkontraktion, men skal benet strækkes, sker det derimod ved at hæve blodtrykket. Det er derfor døende edderkopper trækker benene ind under sig. Deres hjerte er simpelthen ikke længere stærkt nok til at rette benene ud. Hold af fugleedderkopper
Ved hold af bundlevende fugleedderkopper, som Brachypelma-slægten, er der en del ting der skal med i overvejelserne. For det første bør man være klar over at det er en bundlevende huleboende edderkop man er i besiddelse af, derfor skal man ved indretning af terrariet sørge for rig mulighed for det pågældende dyr til at grave sig en eller anden form for hule. Har man ikke mulighed for dette kan man ganske enkelt give den en kunstig hule i form af noget så banalt som en tekop. Endvidere skal der være en vandskål, således at edderkoppen kan få opfyldt sit behov for væske (mange kloge hoveder siger godt nok at edderkopper ikke drikker, men det er min erfaring at de kan optage betydelige mængder vand i løbet af en dag, og det uanset om der er tale om ørken- eller regnskovs-levende dyr). Fodring af fugleedderkopper Ved hold i fangenskab er det nødvendigt at benytte sig af et bredt udvalg af fødeemner. Denne diæt kan meget vel bestå af maddiker, fluer, larver, kakerlakker, frøer, gekkoer, fårekyllinger, græshopper m.m. Dog bør man være varsom ved fodring med fårekyllinger og græshopper, idet de er kendt for at kunne påføre edderkopper til tider fatale skader med dødeligt udfald, hvis ikke edderkoppen spiser dem med det samme. En gylden regel ved fodring af edderkopper er, at hvis den ikke spiser den ene dag så prøver man ikke igen den næste dag, men derimod ugen efter. Terrarieindretning hos Brachypelma-fugleedderkopper Første afsnit vil omhandle ørken-biotoper. Her er tale om sparsommelig og nærmest kedelig indretning. Det første punkt er bundlag. Her kan man enten bruge sand eller spaghnum, begge dele skal være fri for giftstoffer og skadedyr. Dernæst er det, hvis man anvender sand, nødvendigt at anbringe en kunstig hule til edderkoppen, da sand ikke er det mest hulekonstruktions venlige materiale der findes i handlen. Man kan anvende nogle sten eller barkstykker som dekoration. Som beplantning er det absolut bedst egnede sukkulenter, da disse ligner kaktusser til forveksling. Det gode ved sukkulenter er dog at de ikke har pigge, og man risikerer derfor ikke en spiddet edderkop. Sidste afsnit, nemlig regnskovs-biotoper, er et af de mest interessante emner indenfor dekoration, for her er der nærmest ingen grænser for kreative indslag. Som bundlag i disse terrarier er spaghnum det mest anvendte og det bedste materiale, da det holder godt på fugten. Som dekoration er der utallige muligheder i form af rødder eller nedfaldne træstammer, regnskovsplanter, specielt epifytter, er et spændende dekorationsvalg. De er "snyltere", som lever på andre planter og træer, det giver derfor mulighed for nogle utroligt spændende og fantasifulde sammenplantninger. Kønsmodning Når vi så snakker om fangenskabhold af Brachypelma'er og andre slægter af edderkopper er sagen en helt anden. Her kan man gå ind og påvirke tidspunktet for kønsmodning både den ene og den anden vej. Man kan, hvis man vil, opnå kønsmodne hanner på kun tre år, hvis man optimerer deres vilkår. Det vil i praksis sige at man optimerer deres fødemængde, man opnår den optimale luftfugtighed og temperatur. Dette er jo i og for sig vældig smart, men er det dét der er meningen med at holde disse dyr i fangenskab? I mine øjne er formålet med hold af fugleedderkopper i såvel private som zoologiske samlinger, at opnå det mest naturlige element for det pågældende dyr. Det være sig de korrekte omgivelser, de korrekte fødeemner (hvis det vel at mærke er muligt) osv. For mig at se er der intet naturligt i grov opfodring af dyr på samme måde som det eksempelvis gøres i landbruget. Derfor anser jeg det for værende uetisk at kalde sig en seriøs fugleedderkopholder, hvis man på den måde prøver at "snyde" naturen i dens naturlige omstændigheder! Et andet element der i mine øjne strider kraftigt imod denne fremgangsmåde er, at hvis man på denne måde tvinger sine dyr til at blive ældre hurtigere end det er naturligt for dem, vil man også miste dem hurtigere end man ville gøre under normale omstændigheder. Fordi der er vel et formål med at dyrene fra naturens side er udstyret med visse fysiologiske faktorer, der gør at de når kønsmoden alder på et givent tidspunkt i deres liv! Og går man så ind og spiller russisk roulette med disse faktorer, vil der efter mine overbevisninger indtræde nogle negative faktorer der på ingen måde gavner dyret. 2. del af denne artikel kan du finde i Exotiske Insekter nr. 16.
|