Theraphosa blondi-parring - Ja, sådan kan det gå! Af Kenneth Aagesen. Oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 12 Jeg vil følge Christian Blochs opfordring i blad nr. 10, og skrive lidt om mine oplevelser omkring en blondi-parring. Det hele begyndte ved generalforsamlingen hos Rasmus på Fyn april '98. Her rendte et nyt medlem, Jakob Bak, småforvirret rundt med et stort terrarie under armen. Næsten før man fik sagt goddag til Rasmus og Ema, kom Jakob en i møde med et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. "Har du eventuelt en voksen blondi-hun derhjemme?" spurgte han. Jeg svarede bekræftende, og han lyste helt op. "Se her!" sagde han, og nærmest kastede terrariet i armene på mig. Indeni sad en af de største hanner af arten jeg endnu har set, og så vidste jeg jo godt hvad Jakob havde i tankerne. Vel hjemme igen startede vi på at fodre hunnen op, mens hannen fik lov at vænne sig til de nye omgivelser. Hunnen havde skiftet ham 5 måneder i forvejen, så der skulle ikke være nogen problemer dér. En måned efter var hunnen fedet tilstrækkeligt op, og et parringsterrarie blev klargjort. Det er ellers mod mine principper at flytte begge edderkopper ved et parringsforsøg, men pladsen var lidt for trang til to dyr af den størrelse i hunnens terrarie.. Parringsterrariet var et gammelt 70 liter akvarie opdelt med en glasplade i midten, som blev holdt nødtørftigt på plads af et par stykker tape. Dyrene blev sat i hver deres halvdel om eftermiddagen, og allerede samme nat var hannen i gang på trommesættet. Planen var altså at fjerne glaspladen allerede næste dag. Men da jeg kiggede til dem næste morgen, viste det sig at de havde forceret glaspladen. De havde vippet den lidt og skiftet side. Pladen blev så fjernet, da den alligevel ikke tjente noget formål. Jeg lod dem gå sammen i tre dage og holdt dem selvfølgelig under opsyn så meget som muligt. Det eneste jeg så var at hunnen var meget afvisende når de stødte sammen i terrariet. Hannen havde heller ikke den store interesse, ligesom vi heller ikke hørte ham tromme mere. Altså, hvis der var sket noget, var det sket den første nat. Begge dyrene blev så sat tilbage i deres respektive terrarier. Tre uger senere blev hannen afhentet af et andet medlem fra foreningen, som også havde en hun der var klar til parring. Vi fortsatte den kraftige fodring (det er jo en blondi) i håbet om at der var foregået noget i nattens mulm og mørke. Hun blev da også synligt større, men ændrede på ingen måde adfærd. 2½ måned efter påbegyndte hun et større gravearbejde i hulen, og få dage efter var den totalt lukket af spind. Efter en uge skar jeg et lille hul i nettet ved hulens loft, for at kigge om hun havde skiftet ham. Denne indtrængen blev straks besvaret med et heftigt angreb på pincetten. Jeg besluttede så at lade hende være i fred, men nu var der jo også et lille hul jeg kunne lyse ind af og følge lidt med. Der gik yderligere 14 dage før jeg turde nærme mig terrariet igen. Stor var min overraskelse da hun sad med en kokon eller ... det lignede nærmere en halvslatten sæk af spind. Samtidig havde Toms blondi-hun, som er fra samme kuld som min, lavet en kokon der så ligesådan ud, selvom hun aldrig havde været i nærheden af en han, altså en indbildt graviditet. Det var derfor ikke de store forventninger jeg kunne stille op med, for i mellemtiden havde jeg også hørt nogle lidt kedelige rygter. De gik ud på at blondi-hanner kun skulle producere sædspind de første par måneder af deres liv som kønsmodne dyr. Jakob havde oplyst at hannen var over et år gammel, og jeg havde jo heller ikke set ham lave et sædspind. Så jeg slog koldt vand i blodet. De første tre måneder ringede Jakob jævnligt for at høre nyt. Hver gang fik han et nedslående svar, og til sidst døde opringningerne ud. Da hun så lavede kokonen besluttede jeg at holde det "hemmeligt", for ikke at give ham falske forhåbninger. For at give hende fred og ro blev terrariet overdækket, og for at kompensere for varmen fra lyset, blev der monteret en varmeplade på siden af terrariet. Desuden blev luftfugtigheden tjekket jævnligt, da hun nu havde fået lidt ekstra varme. 2-3 gange om ugen kiggede jeg til hende, så meget det nu kunne lade sig gøre. Jeg bildte mig selv ind at kokonen så rundere ud for hvert kig. Fra starten havde det lignet en flad sæk, og nu lignede det mere og mere en golfkugle. De næste to måneder skete der ikke noget, men pludselig en dag jeg kom hjem fra arbejde, var spindet i hulen revet ned, og hunnen rendte rundt i terrariet med kokonen i "munden". Hun faldt til ro igen og satte sig ind i hulen sidst på eftermiddagen. Jeg kiggede til hende ca. hver halve time resten af aftenen. Jeg lurede på en chance for at vriste kokonen fra hende, man har jo hørt så mange ubehagelige historier. Min frygt var begrundet. Ved 22-tiden sad hun med gifttænderne dybt begravet i kokonen. Så gik jeg i aktion. Der var jo intet at spilde. Hun var ikke meget for at give slip, men blev overtalt ved hjælp af en spisepind, en stor pincet og simpel råstyrke. En plastbøtte med fugtet vermiculite blev gjort klar, men inden ville jeg lige tjekke kokonens tilstand. Der måtte jo være en grund til at hun havde sat tænderne i den. Grunden så jeg da jeg åbnede. Ca. halvdelen af de små "edderkoppe-fostre" var døde, og det var ikke sket idag. Den anden halvdel lignede endnu ikke edderkopper, det var faktisk bare æg, hvor der stak 8 små tynde ben ud. De døde æg, som jeg umiddelbart kunne komme til, blev fjernet. Derefter lukkede jeg kokonen med en mini-tøjklemme, og puttede den ned i bøtten. Jeg ventede yderligere 14 dage før jeg foretog mig noget. Nu var der sket noget i edderkoppernes udvikling, til gengæld havde den gift hunnen havde nået at sprøjte ind også gjort sin virkning (se billede). Kokonen blev åbnet helt, og jeg begyndte at sortere alt der bevægede sig fra. Der var kun ca. 20 dyr tilbage. Jeg havde altså "reddet" 25%. Desværre havde en del af dem haft problemer med deres andet hamskifte (som normalt foregår i kokonen) og så noget defekte ud. De blev allesammen skiftet over i en større ren bøtte med fugtig vermiculite. De følgende tre uger faldt endnu et par stykker fra. Pludselig, i løbet af to dage, skiftede de allesammen farve og blev helt sorte. I løbet af yderligere 3 dage havde de skiftet ham, og lignede nu rigtige små edderkopper med hår og det hele. Efterhånden som de skiftede ham blev de isoleret. Desværre fulgte skavankerne fra 2. hamskifte med her i tredie. Kun et par stykker har klaret alle forhindringerne og er helt "fejlfri". Dog spiste alle på 4. dagen efter hamskiftet; Fårekyllinger (3. hamskift) og nyklækkede vandregræshopper. Som nævnt i Christian Blochs artikel så kan blondi'en nå at blive kønsmoden på kun to år, og det betyder jo at der sker noget i hamskiftene. I tredie hamskifte (hvor de får hår) skifter de fra at være 2 cm. til en størrelse som en dansk husedderkop. Det helt store blondi-eventyr blev der ikke ud af det, men det er da meget godt gået når man egentlig bare regnede med at hun spandt sig ind for at skifte ham. Desværre er der stadig chance for at en stor del af de stærkt handicappede vil dø, men jeg ser frem til at møde Jakob på generalforsamlingen, så han kan få overrakt ½ af de sørgelige rester. Men mon ikke han ringer inden.