BILLEHYSTERI I JAPAN.
Oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 8
- Af Tom Larsen
Som vi før har været inde på her i bladet, så er der meget information
på Internettet. Meget af det er noget bras, der ikke rigtig kan bruges
til noget, men ind imellem kan man finde noget der er nyttigt. Og så er
der jo altid foreningens hjemmeside, samt flere af vores medlemmer, der
har deres egen side.
Jeg har været ude og surfe lidt og fundet nogle japanske hjemmesider
(på engelsk) om biller og vil her fortælle lidt om den industri, som jeg
nærmest vil kalde det, der foregår i Japan på bille-området. Jeg har længe
vidst at der sad nogle entusiaster dernede og kørte kultur på nogle af
de lidt mere usædvanlige biller, bl.a. den helt sorte Dynastes neptunus,
der bliver næsten ligeså stor som Dynastes hercules, herhjemme bedst kendt
som Herkules-billen. Dog havde jeg aldrig drømt om at det var det meste
af Japan, der havde biller som husdyr.
Men lad os komme tilbage til vores japaner på Nettet, som fortæller lidt
om sagerne: En af de helt store hobbyer i Japan er at opdrætte biller.
Billernes popularitet er helt på højde med hunde og katte. I hvert eneste
stormagasin (!) og dyreforretning er det muligt at vælge mellem hundreder
af biller. Det er dog i særdeleshed næsehorns- og hjorte-biller, som nyder
den største popularitet. Levende biller kan købes som kæledyr i hele Japan,
og stort set alle japanske børn har på et eller andet tidspunkt haft biller,
nogle af dem vil selvfølgelig udvikle en livslang interesse indenfor denne
hobby. Vores japaner er ikke helt klar over hvornår billehold vandt indpas
i den japanske kultur, men han er helt sikker på at endnu flere børn og
unge vil blive grebet af hobbyen nu hvor faktisk hele nationen har interessen.
Vores japanske "guide" tager os med på en lille rundtur i Tokyo, hvor
han f.eks. viser at der i nogle hotellers forhal er opstillet skulpturer
af næsehorns- og hjorte-biller. Vi får også et kik ind i insektafdelingen
i stormagasinet Tobu, hvor det, efter min mening, kører lidt af sporet.
Tokyo er langt væk fra den nærmeste skov, og når man er et travlt storbymenneske
kan det jo være svært at nå i skoven også. Så er det jo godt at du kan
købe alt hvad du skal bruge til dine biller i det lokale stormagasin.
Japaneren hævder bl.a. at det er derfor det er så populært med biller
i Japan, ALT kan købes lokalt, det gør det så nemt og simpelt at holde
biller. Tilbage til stormagasinets udbud; Terrariefugtere til voksne biller
(forskellige alt efter billeart), frønet træflis og frønede træstykker
(på størrelse med brændeknuder). Man har heller ikke glemt at billerne
skal have noget at spise. Til det formål kan købes en speciel bille-gelé,
som er fremstillet af bl.a. koncentrerede træsafter og andet godt. Det
er ikke kun et eller to firmaer der fremstiller billeting, næh der er
et utal, som alle hævder at deres produkter er de bedste. "Vores japanske
ven" fortæller os at det er derfor der er så mange fine billeprodukter
på markedet. Han viser os så et billede fra en dyreforretning taget i
1996, da billehysteriet var på det højeste . Der står 15 terrarier med
forskellige arter hjortebiller, den dyreste koster ca. 4500 kr.(!!). Han
fortæller videre at der nu er oprettet bille-opdrætsfarme rundt omkring
i landet, og priserne er faldet til ca. 1/7 af de daværende, og det beroliger
mig faktisk lidt.
Den mest populære bille i Japan er en hjortebille, nemlig Dorcus curvidens,
på japansk kaldet Ookuwagata (Exotiske Insekters sprogkursus). Man har
den indstilling at hannerne dør hurtigere, hvis de går sammen med hunnerne
hele tiden (hvilket sikkert også er rigtigt, man ser det f.eks. hos pattedyr
bl.a. mus og mennesker), derfor holder man kønnene adskilt ,og sætter
dem kun sammen ved parring. Dorcus curvidens kan leve 4-5 år som voksen
bille.
En anden japansk hjemmeside understreger Dorcus curvidens popularitet.
Her kan du finde en 22 siders opdræts-brugsanvisning til arten med alt,
og jeg mener ALT, du har brug for at vide.
Vores "bille-ven" slutter af med en meget interessant betragtning. Dorcus
curvidens er udbredt i Taiwan, hvor den er meget sjælden og regeringen
har derfor fredet den, og den må derfor ikke indsamles. I Japan er bestanden
også truet, men her vil arten ikke blive fredet, da regeringen mener at
den aldrig vil blive udryddet p.g.a. det massive opdræt i befolkningen.
Vi siger tak til Ting Chi Lai, som fortalte os lidt om en hel nation af
entomologiske galninge på den anden side af jorden.
|