HOLD OG OPDRÆT AF AMBLYPYGIDER

Oprindelig bragt i Exotiske Insekter nr. 19

- Af Nicholas Ditzel

Introduktion
Denne artikel omhandler en ubestemt art fra slægten Phrynichus, orden Amblypygi, klasse Arachnida. Den pågældende art stammer fra Tanzania.

Amblypygider har mange populærnavne; de danske jeg har hørt er: svøbeskorpion, piskeedderkop, spalteskorpion og haleløs piskeskorpion (i modsætning til piskehaleskorpioner, orden Uropygi). I engelsk- og tysktalende lande kaldes de almindeligvis for henholdsvis tailless whipscorpion og Geisselspinne. Selv foretrækker jeg "amblypygid", da dette henviser direkte til ordenen, og ikke kan forveksles med hverken ægte edderkopper, ægte skorpioner eller uropygider. (red.bem.: den korrekte danske betegnelse er haleløs svøbeskorpion).

Der findes omtrent 90 arter af amblypygider, og de lever i tropiske og subtropiske dele af Amerika, Afrika og Asien. De opholder sig fortrinsvis på mørke, fugtige og kølige steder.

Mange arter er mere eller mindre ensfarvede i forskellige nuancer af brun, grå og/eller sort, og voksne eksemplarer af Phrynichus sp. er ingen undtagelse hertil. Enkelte arter har dog mere farverige kropsdele.

Alle iagttagelser af disse dyr er gjort af mig selv, og er baseret på en han og fire hunner (senere tre, én døde), der blev holdt i samme terrarium fra 19/9-'99 til nu. Om mine observationer er typiske for denne dyregruppe, eller blot for denne art, kan jeg, med så lille et antal voksne individer, ikke garantere.

Legemsopbygning
Amblypygider er ikke arachnider man hver dag ser hos den lokale dyrehandler, hvorfor jeg vil give en oversigt over deres ydre anatomi, som supplement til billederne.

Amblypygider er opbygget af en forkrop (cephalothorax) og en leddelt bagkrop (abdomen). På Phrynichus sp. er disse to kropsafsnit tilsammen ca. tre cm lange, og farvet i mørkegrå og sort.

Abdomen har hverken postabdomen (som hos Scorpiones) eller flagellum (som hos Uropygi), og er forholdsvis kort, flad og afrundet bag til. Undersiden af abdomen bærer to par boglunge-åbninger.

På cephalothorax, der er svagt hjerteformet og bredere end det er langt, sidder fire par ben, hvoraf de tre bagerste par er egentlige gangben (ca. 6 cm lange hos Phrynichus sp.) Disse ben er mørkegrå/sorte med enkelte brune bånd. Det forreste benpar er antenneformede, dvs. stærkt omdannet til lange, mangeleddede føletråde, der ikke har nogen egentlig fod for enden. De antenneformede ben er op til ca. 16 cm lange på Phrynichus sp., andre arter har et "piske"-spænd på helt op til 50-60 cm.

Amblypygider har et par øjne foran på cephalothorax´ overside og tre par mere på siden af cephalothorax, men ser ikke særligt godt; de føler sig frem i stedet.

Forrest på cephalothorax er to par munddele: chelicerer, der er små og klolignende, og pedipalperne, der, hos den her omtalte Phrynicus sp., er lange og armlignende. Chelicererne bruges til at findele føden. Pedipalpernes udseende varierer meget fra art til art, hos nogle er de korte og tykke (og nogle gange kraftigt røde); et meget boksehandske-lignende udseende. Hos Phrynichus sp. består de af en ca. 3 cm lang "overarm" og en ligeså lang "underarm". Begge dele er besat med små torne på indersiden, ligesom en knælers fangben. For enden af "underarmen" er en "hånd", der er besat med noget længere torne, hvoraf nogle er bevægelige. I hvile er pedipalperne foldet sammen i "albue-leddet" og holdes vinkelret ud fra kroppens længdeakse. Desuden udgør pedipalperne på Phrynichus sp. en let genkendelig sekundær kønskarakter, idet "skulder-albue"-længden (="albue-hånd"-længden) på hanner er ca. 3,5 cm (lidt længere end kroppen) og på hunner ca. 2,3 cm (lidt kortere end kroppen). Dette er meget tydeligt, især hvis man har mulighed for at iagttage begge køn samtidigt.

Amblypygider har ingen giftkirtler.

Adfærd
Amblypygider kan findes uden for deres skjul hele døgnet rundt, men sidder så som regel stille og er mest aktive når det er mørkt.

Voksne hunner kan udmærket holdes flere sammen, men om to eller flere hanner kan holdes sammen ved jeg ikke, da jeg kun har en voksen han. Jeg har læst at kønsmodne hanner udfører territorialkampe med et vist element af ritualiseret kamp, men om dette er korrekt ved jeg ikke. Amblypygider har altså tilsyneladende et system af tolerance kønnene imellem, der minder mere om det man ser hos mange øgler, end det man ser hos f.eks. fugleedderkopper. Når amblypygiderne om natten vandrer rundt på det tilgængelige område støder de ofte på hinanden. Hvis det er to hunner begynder de at opføre, hvad der ligner en form for "hilsen" (hvad der sker når en han og en hun mødes vil jeg komme ind på under Formering). Jeg har set to former for "hilsen": I den venlige/ligegyldige udgave prikker og stryger de to dyr hinanden med de antenneformede ben i et par minutter, hvor efter de går videre. I den aggressive hilsen stiller den ene hun sig op med åbne pedipalper (samme stilling som ved byttefangst, se nedenfor), og den truede hun går væk fra den truende hun.

Som de fleste andre spindlere er amblypygider rovdyr, og byttet fanges med pedipalperne. Byttet lokaliseres med de antenneformede ben, hvis berøring er så fin at selv et meget nervøst og sky byttedyr ikke aner faren. Når byttets placering er bestemt åbnes pedipalperne fra hvilestillingen, således at "overarmene" stadig holdes vinkelret på kroppens længdeakse, mens "underarmene" nu er vinkelret på "overarmene" (og dermed parallelle med kroppens længdeakse). Nu sniger amblypygiden sig ind på byttet (eller byttet går, af uvidenhed, hen mod amblypygiden) og rovdyrets tornede pedipalper smækker lynhurtigt sammen om maden, når denne er inden for rækkevidde. Da amblypygider ikke er giftige, dør foderinsektet en forholdsvis langsom død, ved at blive sønderrevet af amblypygidens chelicerer. Efter måltidet smider amblypygiden en lille tør kugle af uspiselige exoskeletdele fra sig.

Amblypygider har ikke kannibalistiske tilbøjeligheder overfor individer af samme størrelse. Om større individtæthed på det tilgængelige areal, mindre rigelig fodring eller tilstedeværelse af små eller halvvoksne individer kunne få dem til at æde hinanden, ved jeg ikke.

Terrarie-indretning og pasning
Mine fire Phrynichus sp. går alle i et terrarium med målene 30x80x90 cm

(dybde x bredde x højde). Terrariets bagvæg er dækket af en kunstig letvægtsklippevæg, der er bygget af polystyren-skum belagt med gennemfarvet (ikke malet) fugemasse. Tre flade klippestykker lænet op ad klippevæggen fungerer som skjul. Disse "sten" er lavet på samme måde som klippevæggen. I bunden af terrariet er et 10-15 cm tykt lag fugtig jord, hvor i nogle planter gror. I nederste højre hjørne af terrariet er en vanddel på et par liter. Lige under og over frontruderne er to udluftnings-paneler, begge på 80x3 cm. En 11W lavenergipære, med aluminiumsfolie som reflektor, leverer belysningen af terrariet fra 10.30 til 22.30. Der er ingen egentlig opvarmning, hvorfor temperaturen ved terrariets bund er ca. 20-22º C. I terrariets top, lige under lyskassen, er der om dagen en grad eller to mere. Så lav en temperatur virker måske lidt underlig, når jeg i introduktionen skriver at amblypygider er tropiske og subtropiske dyr, men man skal huske på, at de lever i huler og klippespalter, hvor temperaturen er ret lav. Høje temperaturer kan slå dem ihjel (over 30º C anbefales bestemt ikke). Den relative fugtighed i terrariet ligger på 90-95%.

De voksne amblypygider fodrer jeg med voksne hanner af orientalsk kakerlak (Blatta orientalis) og, noget sjældnere, fårekyllinger. Jeg sørger for at der hele tiden er 3-4 kakerlakker i terrariet. I så stort et terrarium kan man sagtens have lidt foderdyr gående hele tiden, uden at de generer terrariedyrene, hvis disse ikke er sultne.

Hamskifte og regeneration
I november `99 gennemgik en af mine voksne hunner af Phrynichus sp. et hamskifte. Dette foregik ved at hun, først på natten, hang med ryggen nedad med de seks gangben fæstet til et klippefremspring (mere som en græshoppe eller vandrende pind, end en typisk spindler). Pladen, der dækker cephalothorax, løsnedes foran og herigennem forlod hun sit gamle exoskelet. Umiddelbart efter skiftet var hendes ben, pedipalper og cephalothorax en svagt gulgrøn, næsten hvid, farve. Abdomen var smukt grøn. Langsomt (over flere timer) gennemgik hun en hærdningdproces, hvorved hun også blev mere og mere mørkegrøn og derefter sort.

Før skiftet manglede hun "piskedelen" (omdannet skinneben og fod) på et af sine antenneformede ben, kun låret var tilbage. Under hamskiftet blev en ny pisk på ca. 8 cm regenereret, det er ca. 4 cm kortere end den anden pisk hun har. Da hun ikke voksede nævneværdigt ved dette skift, ser det ud til at skiftet mere havde til formål at regenerere mistede legemsdele, end det havde til formål at øge legemsstørrelsen. Jeg har også oplevet at et ungdyr (af en anden art amblypygid) regenererede skinneben og fod på et gangben fuldstændigt på ét skift (1,5 cm nyt ben på et skift).

Om det kun er hunner der skifter ham efter de er blevet kønsmodne (nævnte hun var af samme størrelse, som en hun der har fået unger), eller voksne hanner også gør det, ved jeg ikke endnu.

Formering
Når hannen om natten møder en af hunnerne begynder han ofte at opføre en kurtiserende serie af bevægelser, hvor parret har front mod hinanden. Først berører de to dyr blidt hinanden med de antenneformede ben; denne berøring fortsætter i større eller mindre grad under hele den del af forløbet, jeg har set. Så begynder hannen at lave nogle rykkende bevægelser med pedipalperne (ca. 2 ryk/sek), se figur III herunder.

Hannens bevægelse af pedipalper ved parring

Denne rykken afbrydes efter et lille stykke tid af at hannen nu prøver at gribe hunnens pedipalper med en af sine egne. Det ovenfor beskrevne har jeg set flere gange, men det ender altid med at hunnen løber væk fra hannen, senest på det tidspunkt, hvor hannen prøver at fastholde hende. Hannen løber ofte efter hunnen, nogle gange indhenter han hende og så begynder de forfra, andre gange giver han op. Jeg kunne forestille mig, at når hannen har fået ordentlig fat i hunnens pedipalper fortsætter han med at afsætte en spermatophor på underlaget (den lodrette "klippe") for derefter at trække hende ind over den, så sæden bliver optaget i hendes kønsåbning (præcis som hos ægte skorpioner). At en eller flere succesfulde parringer har fundet sted er helt sikkert, da jeg på datoerne 26/9-'99, 27/9-'99 og 9/12-'99 har fundet spermatophorrester siddende på klippevæggen. Spermatophorerne har et ret specielt udseende, se figur IV herunder.

Spermatophorer (sædgemme)  hos Phrynicus spec.

12/12-'99 så den tykkeste af hunnerne højest besynderlig ud. Det hud der er mellem ryg- og bugpladerne på abdomen begyndte at gå løs fra bugpladerne og folde sig sammen (som en harmonika) under rygpladerne, hele vejen rundt om abdomen. Derved blev æggene, der bedst kan betegnes som en, i alle retninger strittende, masse af gulbrune udbulninger, synlige. På dette tidspunkt syntes jeg at det så temmelig sygeligt ud. Om formiddagen, dagen efter, begyndte æggene at klække. Fra de første små, blege kroppe med sorte øjne begyndte at bryde frem og til den sidste var kommet på plads på rygsiden af moderens abdomen, gik der omkring fem timer. Ungerne havde en kropslængde på ca. 0,5 cm og havde samme farver som den tidlige beskrevne hun, der skiftede ham: grøn abdomen og hvidgule ben, pedipalper og cephalothorax, se billede i farvetillæg. Frem til 27/12-'99 gik moderen rundt i terrariet med ungerne på ryggen. Om dagen sad hun typisk lige under lampen (for at varme ungerne?), og om natten flyttede hun sig ofte ned under et klippe fremspring. De andre store individer generede hverken hende eller ungerne. Ungernes hvidgule kropsdele blev gradvist mere lysebrune, mens abdomen forblev grøn. 27/12-'99 skete det så: Ungerne gennemgik deres første hamskifte. Efter skiftet kravlede de fra moderens krop ned på klippebaggrunden, hvor de sad og hærdede. Nogle sad lige under hendes krop mens andre gik op til 20 cm væk fra hende. Efterhånden som hver unge var tilstrækkeligt hærdet, fjernede jeg dem og anbragte dem i mindre bøtter med fugtig jord og barkstykker til at gemme sig under. Der viste sig at være 26 unger i alt. Først gik ungerne 2, 3 eller 4 i hver bøtte, men nu har de fleste hver sin bøtte. Der er nu gået næsten to uger siden det første hamskifte og ungerne er utroligt smukke: Pedipalperne er orange, abdomen er stadig grøn, benene er grå med brune bånd og cephalothorax har et mønster af grønne og lyse brungrå pletter. Moderen har det fint, og ligner sig selv, om end hun selvfølgelig er noget tyndere.