E.I. EVENTS arrangerer:  

E.I.-MESSEN

Roskilde d. 24. april 2010

Vi gør opmærksom på at siden vil blive opdateret jævnligt.
Hvis der er nyt omkring messen vil du finde det øverst her på siden - og ellers er der listen over sælgere på messen som selvfølgelig vil blive holdt opdateret.

E.I.’s messer er efterhånden temmelig berømte - på den gode måde -blandt danske messer. Det er 7. gang vi holder Roskilde-Messen og det vidner jo om kvalitet, service og hygge ud over hvad man ellers kan rende ind i. Så igen sørger vi selvfølgelig for at DU kan besøge Danmarks hyggeligste, billigste og eneste ikke-kommercielle messe for krybdyr, hvirvelløse dyr og tilbehør i foråret 2010. Nærmere bestemt i Roskilde d. 24. april.

Så gør dig selv en stor tjeneste; Sæt et kryds i kalenderen den 24. april og besøg messen i Roskilde.

E.I.-Messerne
Messer for terrarianere af terrarianere med terrarianere.

 

NYHEDER

 
 
Baggrunden

Roskilde-Messen er på ingen måder en kommerciel messe, og den er heller ikke lagt an på at skulle give overskud. Det hele skal bare løbe rundt, hvile i sig selv. Det er noget vigtigere at folk får en god og hyggelig dag og går hjem med lutter gode oplevelser.

Vi har som formål at udbrede kendskabet til terrariehobbyen, og hjælpe folk til en god start. At tilbyde et bredt udvalg af terrariedyr af alle slags. At man kan købe både dyr, terrarie, foder og det hele samme sted og samtidig få en god og seriøs vejledning med i baglommen.

 
Hvad kan man forvente

Bag standene vil man kunne finde både private opdrættere af krybdyr og hvirvelløse dyr, som sælger ud af deres overskudsdyr, men også flere dyrehandlere. Der kommer desuden tilbehør, såsom terrarier o.lign.

 
Vejledning og svar på dine spørgsmål

Man kan få svar på hvordan man bedst passer sin fugleedderkop og andre presserende spørgsmål omkring hvirvelløse dyr ved Exotiske Insekters stand.

Hos Nordisk Herpetologisk Forening står de klar til at hjælpe med alt omkring krybdyr og padder.

Under hele messen vil dyrlæge og ekspert i krybdyr Beth Fledelius være til stede og stiller gratis sin ekspertise til rådighed.

 
Priser

Indgang koster 30 kr. pr. person.

Salgbordene, som måler 150 x 80 cm koster 75 kr. pr. stk. for de første fem borde. Ved bestilling af over 5 borde er prisen  100 kr. pr. bord - for alle borde. Inkluderet i bordprisen er gratis morgenmad og kaffe hele dagen.

Elektricitet koster 20 kr. ekstra pr. stand (husk selv at medbringe forlængerledning).

Der skal desuden bestilles stole til standen. De koster 5 kr. pr. stk.

Hvert bord giver gratis adgang for 2 personer, der kan dog maksimalt komme 4 personer ind pr. stand. Altså 1 bord giver adgang for 2 personer, 2 borde giver adgang for 4 personer, 3 borde giver adgang for 4 personer o.s.v. 

Salgsborde bestilt den 1. april eller derefter koster 100 kr pr. stk.

 
Bordbestilling

Salgsborde bestilles ved at udfylde formularen her da vi så får alle de oplysninger vi skal bruge evt. spørgsmål kan rettes til Tom Larsen på tlf. 4635 5164 eller e-mail tom@einet.dk

Bordet er først reserveret, når pengene er indbetalt på E.I.’s konto i BG-Bank reg.nr. 1551, kontonr. 10159660. Husk at dit navn skal medsendes indbetalingen.

Når din indbetaling er modtaget, vil du modtage en bekræftelse.

 
Oversigt over sælgere på messen

Finder du ved at klikke her.

 
Tider

Dørene åbnes for sælgerne kl. 7.30 og lukkes igen kl. 9.30. Alt skal være på plads senest kl. 9.30, da dyrlægen kommer forbi og tager et tjek på, at alt er i orden.

Selve messen er åben for publikum fra kl. 10-16.

 
Adresse

Adressen er Kildegårdshallen, Helligkorsvej 5 i Roskilde.

• Ved at klikke på dette link kommer du til Kraks kort med en markering af Helligkorsvej 5.
• Det er via dette link muligt at få udskrevet en ruteplan fra din adresse til Helligkorsvej 5 i Roskilde.

Kommer man med bus, tager det ca. 10 minutter fra busstationen. Det er bus nr. 602 retning Neergårdsparken.


 
Forplejning

Der vil være salg af sodavand, kaffe, the, kage og sandwich på messen.

Som altid vil der være gratis kaffe til sælgerne under hele messen samt morgenmad fra kl. 7.30-9.45.

 
Yderligere spørgsmål omkring salgsmessen eller bordudlejning?
Kontakt Tom Larsen på tlf. 4635 5164, e-mail tom@einet.dk
 
Regler omkring Roskilde-Messen 2010
  • Tilførsel af dyr efter dyrlæge-tjek: Loven om forbud mod tilførsel af dyr ved en messe, EFTER dyrlægens tilsyn, håndhæves nu i Danmark efter en ganske uheldig episode på Hedensted-Messen i 2007. Derfor laver vi en "kasse-garderobe" ved indgangen, hvor gæsterne til messen kan aflevere deres kasser/tasker med dyr, der er medbragt til evt. private handler. Det er selvfølgelig ganske gratis at benytte kasse-garderoben, og ved aflevering af din kasse får du udleveret et nr. - ganske som en almindelig garderobe. Det vil være muligt at aflevere indkøbte dyr i kassen/tasken under messen. Kasser og tasker med dyr der afleveres ved indgangen SKAL være forsynet med navn. Der gøres opmærksom på at ovennævnte aflevering og opbevaring sker på eget ansvar.

  • Rygning er ikke tilladt i hallen, og der der må ikke nydes øl eller anden alkohol.

  • Skader på hallens inventar skal erstattes.

  • Dyr som blev forbudt at holde og handle pr. 1. januar 2003 i Bekendtgørelse om privates hold af særlige dyr m.v. vil selvfølgelig ikke blive toleret på salgsudstillingen, og ejeren vil blive bortvist.

    De forbudte dyr omfatter blandt andet følgende:

    Krybdyr:
    Krokodiller og alligatorer.
    Alle former for giftslanger samt følgende furetandede snoge: Liansnoge, Boomslanger og arter fra slægten Rhabdophis.
    Kvælerslanger af arterne Tigerpython, Klippepython, Netpython og Grøn Anakonda.
    Båndvaran, Nilvaran & Centralafrikansk Nilvaran

    Edderkopper:
    Atrax robustus, Phoneutria nigriventer, Loxosceles reclusa, Tegenaria agrestis, Latrodectus spp. og Sicarius spp.

    Skorpioner:
    Androctonus spp., Buthus spp., Centruroides spp., Tityus spp., Hottentotta spp., Leiurus spp. og Parabuthus spp.

    Skolopendre: Scolopendra gigantea og Scolopendra heros.

  • Dyr opført på Washingtonkonventionens CITES liste I/bilag A er ligeledes forbudt at handle på salgsudstillingen, medmindre ejeren er i besiddelse af de lovpligtige CITES-certifikater.

  • Omkring opbevaring af dyr til salg på salgsudstillingen står følgende i Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr Nr. 674 af 14. juli 2003, Kapitel 3
    "Dyrene skal opbevares på en måde, der tilgodeser det enkelte dyrs fysiologiske og adfærdsmæssige behov. Ethvert dyr skal have tilstrækkelig plads til at kunne stå op og ligge ned i dets naturlige stilling. Bure, kasser, bokse og lignende skal være rummelige og afpasset efter dyrs art og antal. Samtidig skal de være konstrueret og vedligeholdt på en sådan måde, at de ikke kan påføre dyrene skade eller væsentlig ulempe. Der skal desuden være frisk vand tilgængeligt samt varme ved de dyr, der har brug for det."
    Vi har dog fået dispensation fra Justitsministeriet fra den del af denne bekendtgørelse, som omhandler vand til rådighed i terrarierne. Det vil ikke være nødvendigt at dyrene har frisk vand til rådighed under messen – medmindre de selvfølgelig har brug for det (sumpskildpadder o.lign.) – så længe de har adgang til vand umiddelbart før og efter messen.

  • Under salgsudstillingen skal dyrene opbevares i flugtsikre bure/bokse.

  • Håndtering af dyrene bør undgås. Hvis det ikke er muligt, sker al håndtering på sælgers/ejers ansvar. Det er sælger eller, hvis dyret er solgt, ejer, der har det fulde ansvar for dyret under salgsudstillingen.

 

  • Da det er et krav, at alle dyr, der er på messen, skal kontrolleres af den tilsynsførende dyrlæge, gør vi opmærksom på, at det er forbudt at tilføre dyr til messen, efter dørene lukker for udstillerne kl. 9.30.